Menu

Veteranhold starter flot med 4-2 mod Hero i Gladsaxe

image Klubbens logo
Jesper Kristoffersen
23. april 2021 kl. 15:59
Lundbys veteraner vinder
Stor holdindsats sikrer AIF-veteraner 4-2-sejr
Efter en uge med meget snak om Super League var det tydeligt, at de fremmødte tilskuere i Gladsaxe, vel et sted mellem 15-20 midaldrende mænd, ønskede at se fodboldspillere og ledere slide deres kroppe ned uden udsigt til øget indtægt. Med det i realtid åbenlyse slid spillerne udsætter sig selv for, betyder sejren selvsagt ekstremt meget for gratisterne på banen. Langt hovedparten af aktørerne ses humpende rundt på de danske arbejdspladser i dagene efter, de søger akuttider gennem sundhedsforsikringen, hvis man er så heldig at have sådan en, og er i princippet en belastning for samfundet. Alene derfor skal tre point hives i land, hvis de 60 minutters voksenleg på nogen måde skal forsvares. Og det blev de selvfølgelig med stensikre 4-2 til Avedøre.
Det var med udsigt til socialt boligbyggeri, Per Frimanns tidligere domicil af et stadion og en flittigt brugt cykel-crossbane Avedøre skulle op imod på papiret stærke Gladsaxe-Hero. Indenfor de første fem minutter havde Michael Hermansen haft et par friløbere, uden at kunne profitere af et hjemmehold i gavehumør. Opvarmningen på godt og vel en håndfuld pasninger og ingen stigningsløb kan måske forklare, at den sidste fart og skarphed manglede. Den viste sig heldigvis senere.
Slagteren sørgede for et fortjent føringsmål, med et alvorligt riv, bankede han bolden op i nettaget. Gladsaxes ganske gode keeper var uden chance. God start på sæsonen for Slagter. Det blev også 2-0, denne gang ved Michael Hermansen, der havde god tid til at trille bolden stille over stregen ovenpå et velkomponeret kontraangreb. Som Fodboldens ABC beskriver forvaltningen af en tre mod én-situation.
Herefter begik Jesper Kristoffersen sit andet frispark i kampen mod de letbenede, men også spansk-inspirerede spillere fra Hero. Lidt løs snak med den faldne, teatralske angriber inde i feltet betød, at selvsamme Kristoffersen markerer skidt og kommer for sent på et hovedstød, som han selv, med en Jess Thorup’sk isse, snitter fornemt ind i eget mål. Jess Thorup viste sig at få en langt værre aften i Midtjylland end både Avedøre og Jesper Kristoffersen fik.
Kort tid derefter modtager netop indskiftede Mads Andersen et gult kort og dermed fem minutters straf. Dagens leder på sidelinjen, Jacob ’Shakes’, der også er bødeformand grinte med det ene øje og græd med det andet. I sidste ende fik han i pose og sæk, da Avedøre-defensiven red stormen af og bødekassen fik mere volumen.
Pause og 2-1 til Avedøre. Det var fortjent og til trods for en lav sol i ansigtet halvlegen igennem. Svære betingelser, som kun aftjente yderligere respekt.
Med solen i ryggen og en føring på 2-1, samt en enlig Gladsaxe-forward, hvis bygning bestemt efterlod indtrykket af, at i hvert fald ét værtshus har skidt højt og flot på coronareglerne med døgnåbent det seneste års tid, var Avedøre meget på bolden de sidste 30 minutter. Værterne pressede sjældent på og så slidte ud.
Michael Hermansen var hurtigt på pletten. En sikker scoring til 3-1. Den trak tænder ud hos Hero og deres tavse publikum på langsiden blev blot mere mutte. Solen var også så småt gået ned, der var ikke placeret et fadølsanlæg bag Christian Lundbys mål, som ellers kunne have lokket flere kilometer ud af benene fra hjemmeholdets tunge frontløber med den af Carlsberg velsignede vom. Med andre ord var det svært at se en trussel i horisonten.
Tiden gik og så sker det, som ikke må ske, der sjuskes på midten af banen. I rendyrket iver efter at få scoret et 4-1-mål og få lidt likes på Facebook, skaber Hero en af halvlegens få chancer foran en velspillende Lundby og scorer. Panikken når næsten at brede sig, indtil Martin Pettersson tordner læderkuglen afsted fra, hvad der føles som 60 meter, men det var nok snarere 15, målmanden halvklarer ad to omgange, før Slagter sætter sit andet mål for dagen.
Her punkterer kampen fuldstændig. Dommeren fløjter for sidste gang og haster hjem. Heros hold og publikum fordufter i tusmørket, mens Avedøre skåler, fejrer og belejrer græstæppet i Gladsaxe, som over den forgange time er indtaget i bedste vikingestil.
Vi glæder os til næste kamp mod Greve på torsdag!
Luk