Menu

Vandt SS-kampen i Farum

image Gurskov signalerer 2 mål
Per Myhrmann
13. juni 2023 kl. 09:58
Avedøre sejrede fortjent 4-2 i sæsonens sidste kamp

Referat af SS-kampen Farum – Avedøre – 2-4 (1-1).

 

Sæsonens sidste kamp mod Farum havde ingen betydning for Avedøres placering i grundspillet, men vi skulle gerne have point for at være sikre på at ende bedre end nummer 11 i SS´s pulje 2 Boldklubben Frem Sakskøbing.

Avedøre kom godt fra start, da Martin Nordentoft i det 3. minut fandt anfører Kim Gurskov midt på Farums banehalvdel. Gurskov så, at målmanden var langt ude af farummålet, så han løftede flot bolden hen over den sprællende målmand og ned i det tomme mål. God detalje af Gurskov; drop af målmanden, sagde hjemmeholdets fans.

Avedøre fortsatte med godt og flydende angrebsspil, som ikke er set siden 18-19-sæsonen. Anton Holm headede et hjørnespark over. Nassor Salim og Emil Møller kombinerede i venstre side, og Nassor afsluttede på målmanden. Returen røg ud til Martin Nordentoft, der bragede bolden over mål fra kort afstand. Samme Nordentoft firsttimede et langskud, som kun akkurat blev afværget til hjørnespark og Avedøre var tæt på scoring efter klumpspil og flere returer i feltet kort efter. Også Frederik Holm Jensen havde en flugter efter oplæg fra Nordentoft, men bolden gik et stykke ved siden af mål.

Avedøre pressede den første fjerdedel af kampen og kunne sagtens have ført med tre mål. Men Anton Holm blev, endnu engang, skadet i en bevægelse, hvor han skulle strække sig lidt efter bolden for at aflevere til en medspiller. Det er set før, og jeg var da heller ikke i tvivl om, at den var gal igen. Der var spillet 21 minutter, da Holm satte sig ned. Omrokering i midterforsvaret giver altid lidt uro, og det resulterede i, at Mikkel Ørting udlignede for Farum, spillet flot fri af Oscar Rosted Falkenberg. Det var Farums første forsøg på mål, og der var spillet en halv time.

Avedøre havde lidt sværere ved det og kom ikke frem til mere i denne periode af kampen. Lige før pausefløjtet var det ved at gå helt galt, da målmand Emil Nyholm Kristensen missede et indgreb i feltet og derefter landede forkert i sin iver efter at gøre skaden god igen. Heldigvis kunne ”EK” fortsætte. Et mål til Farum eller en skadet målmand på dette tidspunkt havde været en katastrofe for Avedøre, hvis det ord kan bruges om fodboldleg.

Kort efter pausen fik Jeppe Malm Kristensen et gult kort og 10 minutter i straffeboksen. Hvad ville der ske i undertal for Avedøre? Men Farum var venlige, og målmand og 2-3 forsvarsspillere blev meget enige om at være uneige om, hvem der skulle gøre hvad ved en lang aflevering. Det udnyttede Emil Møller sig af og tog bolden og en dribling, før han lagde bolden i det tomme mål til føring 2-1. Avedøre var ovenpå igen. Det betød angrebsspil, og Nassor Salim blev spillet i dybden og fik et skub i ryggen i afslutningsøjeblikket. Klart straffespark til Avedøre, som Nordentoft skulle tage sig af. Det velplacerede skud ved stolpen var ikke hårdt nok, så målmanden halvklarede forsøget fra pletten. Avedøre fastholdt angrebet og koncentrationen, og det førte til en aflevering af Emil Malm Kristensen fra baglinjen til Kim Gurskov, der kunne score sit andet mål i kampen på det åbne tilbud. To mål af ”Gur” i samme kamp er vist aldrig set før. Men der manglede stadig små 30 minutter, så intet var sikkert endnu. Men da indskiftede Phillip Bo Henriksen fandt Emil Malm Kristensen med en dyb aflevering i feltet, og Malm kunne bringe Avedøre på 4-1, så virkede det hele afgjort. Farum virkede modløse.

Men ringe forsvarsspil gav et mål til Farum til 2-4 ved Jakob Juul Hansen, og så var Avedøre pludselig helt rundt på gulvet i slutminutterne og tilligstiden. Farum havde bolden og Avedøres spillere løb forvirrede rundt. Skulle Avedøre alligevel undgå at vinde? Nej, er svaret. Ikke flere scoringer og en fortjent sejr til Vestegnens zebraer på 4-2.

 

Den næste kamp spilles først efter sommerferien, forhåbentlig i Sjællandsserien.

Inden da vil der være nogle træningskampe, som vil blive annonceret bl.a. her på siden.

 

Mål:               Emil Nyholm Kristensen

Forsvar:         Oliver Algren-Petersen – Anton Holm – Ronaz Colak – Frederik Holm Jensen

Midtbane:      Emil Malm Kristensen – Mads Zibrandtsen – Kim Gurskov (anf.) – Emil Møller

Angreb:         Nassor Salim – Martin Nordentoft

 

Indskiftet:      Jeppe Malm Kristensen – Karl Gaardmand Braad – Phillip Bo Henriksen

Luk