Menu

Vandt 2-0 over Holbæk i DS

Per Myhrmann med hjælp fra Mølgaard, Holm, Niklas m.fl.
22. september 2018 kl. 21:44
Oprykningsfavoritten slået i Zebrafolden

Referat af DS-kampen Avedøre-Holbæk -2-0 (1-0).

 

Avedøre er tilbage i toppen af rækken efter at have taget alle point mod Holbæk, der inden dagens kamp havde maksimumpoint. Flot præstation, igen, af Avedøre, som nu har spillet fire hjemmekampe, der alle er vundet, og der er ikke scoret mod Avedøre hjemme i Zebrafolden!

Holbæk havde ellers en af de store chancer på et straffespark efter 16 minutter. Niklas Myhrmann havde spændt ben for en modstander. Men Rasmus Siggaard i målet hev én af de helt store redninger frem og holdt sit mål rent på hjemmebanen endnu engang. Regnen væltede ned, men solen skinnede på hjemmeholdet.

Lidt efter den halve time fik Martin Stephan Nielsen bragt Avedøre på vinderkurs med sit andet mål for klubben. Måske som en tak for at have fået chancen fra start denne gang.

Straks efter anden halvleg var gået i gang, pillede Mikkel Verlis bolden fra Holbæks målmand. Denne kvitterede med et fælde Verlis. Nyt straffespark, men denne gang til Avedøre. Bjørn Jensen sparkede og gjorde det bedre end Holbæk, idet han bragte Avedøre på 2-0 ved at sparke modsat den side, målmanden gik til.

Jeg kan forestille mig, at der har været pres på fra Holbæks side i den sidste del af kampen (jeg så ikke kampen pga. deltagelse i min onkels bisættelse). Men Avedøre holdt nullet og er nu igen foran alle de andre i rækken. GVI har dog to kampe til gode og Holbæk har en enkelt udsat kamp. Ærgerligt, at jeg ikke fik set drengene vinde over favoritten. Det var så første gang siden foråret 2010, at jeg missede en hjemmekamp. Måske sker det igen i 2026.

Inden kampen blev sat igen mindedes Bjarne ”Bammer” Nielsen med mindeord og ét minuts stilhed, og spillerne bar sørgebind. Bammer ville have elsket denne sejr!

 

Der spilles næste turneringskamp ude mod GVI lørdag den 20. september kl. 13.00.

 

Der var 110 tilskuere og to hunde til kampen.

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Mathias S. Christensen – Niklas Myhrmann (anf.) – Martin Nordentoft – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Bjørn Jensen – Nick Ilsø – Oliver Larsen – Simon Boe Nielsen

Angreb:         Martin S. Nielsen – Mikkel Verlis

Indskiftet:      Jonathan Villadsen (58´ Nick Ilsø) – Mikkel Gunthel Bang (66´ Martin S. Nielsen) – Mikkel Reimer-Gadby (78´ Bjørn Jensen)

Ikke benyttet: Sebastian Tan – Frederik Valentin Hansen

Luk