Væk fra nedrykningspladserne efter ny sejr
Referat af SS-kampen Avedøre – Liria – 5-1 (2-1).
Det blev en god dag for hjemmeholdet med 3 point på kontoen og nu væk fra de fem nederste pladser i rækken, som kan give nedrykning.
Avedøre startede bedst, og Bjørn Jensen burde have scoret, da han i to omgange fik store chancer. Efter 7 minutter svigtede Bjørn dog ikke, da han bragte Avedøre i front, efter Martin Nordentoft havde spillet ham fri. Både Niklas Thomas, med et skud på ydersiden af stolpen, og Martin Nordentoft med et behersket skud lige uden om stolpen, kunne have øget føringen.
Men så fik Liria fat og fik lagt et godt pres på, så det var ikke uventet, at de fik udlignet efter den halve time. Liria har mange gode boldspillere og en leder på midtbanen styrede meget af spillet. Han begyndte dog at blive træt, og var ikke så dominerende efter pausen. Men i 20-25 minutter havde Liria bolden mest, og spillet foregik på Avedøres banehalvdel.
Liria udligning holdt dog kun to minutter. Så spillede Victor Nøhr bolden til Martin ”Jern” Nielsen, som med forårets første mål igen bragte Avedøre foran. Nordentoft kom senere fri, men Lirias målmand klarede flot med en benparade. Der var mange chancer i slutningen af første halvleg, Lirias nok den største. Men den helt frie spiller sendte bolden forbi både Bo Kampmann-Lassen og det tomme mål. Bjørn Jensen og Martin ”Jern” havde begge gode skud inden pausefløjtet.
Anden halvleg blev mere chancefattig. Mathias S. Christensen måtte trække et gult kort, og det betød, at Martin Nordentoft spillede i midterforsvaret de næste 10 minutter. Herved mistede Avedøre noget pondus oppe på modstanderens bane. Men alligevel blev det 3-1, mens Avedøre var 10 mand. Bjørn Jensen ville fra højre side lægge bolden ind foran mål, men her blev Martin ”Jern” nedlagt bagfra uden bold i sit fremløb i feltet. Klart straffespark efter min mening, selv om dommer, linjedommer og ikke mindst modstanderne var mere i tvivl. Bjørn Jensen omsatte sikkert fra pletten. Et par minutter senere blev Martin Nordentoft, igen rykket frem i angrebet, spillet ude i højre side af banen. En markspiller og den fremstormende målmand blev afdriblet og snydt, og stille og roligt lagde ”Nord” bolden i en flot bue hen over en anden markspiller og en febrilsk tilbagestormende målmand ned i det tomme mål. Flot og køligt af Avedøres topscorer. Kampen syntes afgjort selv om der var 23 minutter tilbage. I overtiden fandt Bjørn Jensen den indskiftede Marco Ilsø med en aflevering frem ad banen, og Ilsø kunne efter at have driblet uden om målmanden lægge bolden i det tomme mål fra straffesparkfeltets grænse, selv om vinklen var ved at blive lidt svær.
At sejren blev på 4 mål var man naturligvis glad for hos hjemmeholdet. Jeg tror, men ved det jo ikke, at Liria havde en helt anden følelse, da de kørte hjemad mod Hjortespring.
Der var kun mødt 55 tilskuere op til kampen i det blæsende og kolde vejr; antallet talt op, da der var flest i slutningen af første halvleg. Heraf gik ca. 15 af dem, da klubbens andethold skulle afsted mod Lyngby for at spille kamp.
Jeg håber, at mange kommer, når der igen spilles i Zebrafolden lørdag den 23. april kl. 12.00. Vi bestiller godt vejr den dag!
Den næste kamp er allerede på torsdag, Skærtorsdag, på udebane kl. 13.30 mod Hørsholm-Usserød i Hørsholm Idrætspark.
Mål: Bo Kampmann-Lassen
Forsvar: Wasim Imad Alwan– Bjørn Engeltoft – Mathias S. Christensen – Phillip Bo Henriksen
Midtbane: Rohullah Zalmai – Victor Nøhr Sørensen – Niklas Thomas – Martin S. Nielsen
Angreb: Bjørn Jensen – Martin Nordentoft (anf.)
Indskiftet: Christian Sustmann Larsen – Marco Ilsø – Mikkel Schmelling