Tabteførste forårskamp i SS
Referat af SS-kampen Frem Hellebæk – Avedøre – 3-2 (1-0).
Avedøre havde taget turen til Ålsgårde, hvor første turneringskamp skulle afvikles.
Det blev desværre en kamp, hvor Avedøreholdet var i gavehumør.
Og Hellebækholdet var ikke for fine til at sige ”mange tak” og snuppe de 3 point.
Der var ikke spillet mange minutter af kampen, før en Avedørespiller desværre spillede en modstander fri alene med Emil Larsen i målet. Den duel tabte Larsen desværre. Der gik så igen ikke mange minutter, før Avedøre havde bolden i nettet. Men der blev desværre vinket for en offside, der var meget, meget lille, hvis den overhovedet var der.
Resten er 1. halvleg havde Avedøre bolden mest, men lavede alt for mange fejl i opbygningsfasen. Hellebæk stod langt tilbage og var glade for de omstillingsmuligheder, der bød sig, uden at de blev rigtig farlige. Avedøre havde et skud på overliggeren og tættere på kom vi ikke i 1. halvleg.
Vi lavede lidt taktiske ændring i pausen og Marc Rosenmejer Winsløv kom ind i stedet for Martin Nedergaard. Og der skulle kun gå 90 sekunder, før vi fik spillet Hellebæk tynde på vores højre side, og Emil Møller sparkede bolden i kassen fra kanten af feltet. Udligning til 1-1. Vi var ovenpå, og Hellebæk så trætte ud. Der gik dog ikke mange minutter, før vi igen gav bolden væk på et farligt sted. Hellebæk løb en god omstilling, hvor vi blev fanget med for mange folk foran bolden, så Hellebæk nemt kunne score til 2-1. (Dette skal der rettes op på til på Skærtorsdag.) Som halvlegen skred frem blev vi bedre på bolden og fandt bedre plads mellem Hellebæks meget tætte kæder. Om det var dem, der var blevet trætte og gav os plads, eller os, der blev bedre i afleveringerne og bedre på bolden, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Men vi fik dog udlignet til 2-2 midt i 2. halvleg. Her regnede vi med, at vi var færdige med at give gaver ud, og havde fået styr på kampen, men det var vi ikke. Så da vi stod og kiggede på et flot langt indkast, blev vi igen straffet og Hellebæk scorede til 3-2.
Spillerne kæmpede hele kampen, og fik også bolden i nettet til 3-3 i overtiden. Men hvis den første offside i første halvleg var tæt, så kunne vi overhovedet ikke se denne. Den glæder vi os hvert fald til at se igen på VEO. Men i en kamp, hvor vi lavede alt for mange fejl, skal vi ikke skyde skylden på en linjedommer, der var i tvivl, om han var til fodboldkamp eller hjalp flyvere på plads i lufthavnen!
Vi må op på hesten igen Skærtorsdag, og lade det gå ud over Herstedøster, som vi spiller hjemme mod kl. 12.30 på kunststofbane K2.
Startelver: Emil Skjold Larsen – Jeppe Malm Kristensen – Alek Farhan Bakalarz – Oliver Algreen-Petersen – Frederik Holm Jensen – Emil Malm Kristensen – Mads Zibrandtsen– Mathias Nedergaard – Martin Nordentoft – Martin S. Nielsen (anf.) – Emil Møller
Bænken: Niklas Thomas – Marc Rosenmejer Winsløv – Phillip Bo Henriksen