Tabte til topholdet i DS
Referat af DS-kampen Karlslunde – Avedøre –3-0 (3-0).
Topholdet Karlslunde var en for stor mundfuld for Avedøres unge hold, selv om spillet efter pausen var langt bedre for Avedøres vedkommende. Vestegnsholdet fik mere plads at spille på og kom også frem til flere gode chancer, hvoraf de sidste og største tilfaldt topscorer Marc Rosenmejer i slutminutterne. Men Rosenmejer sendte den første forbi målet, mens han ikke rigtig fik ram på den sidste mulighed. I begge tilfælde spillet fri af Martin ”Jern” Nielsen.
Karlslunde havde Emil Mostrup i karantæne og sparede et par profiler som Sebastian Hansen og Stephan Petersen, men alligevel formåede de at bringe sig foran 1-0 allerede efter 8 minutter, da Rasmus Winther Svendsen fik sendt bolden ind bag avedøremålmand Emil Skjold Larsen. Et boldtab for Avedøre på egen bane var ved at fordoble føringen for Karlslunde, og de havde endnu en stor chance i den første halve time.
Lidt overraskende udskiftede Avedøre Albin Fetahi, inden der var gået 30 minutter. Han var ellers den spiller, der havde skabt mest uro hos Karlslunde med sine gode raids op ad banen med bolden. Kort efter kom 2-0 målet. En lang bold ned over Wandifa Danpha til en hurtigløbende kantspiller, der lokkede målmanden frem og lagde bolden på tværs til helt fri Mark Moesgaard, der let kunne trille bolden i det tomme mål. Og kort før pausen kunne Filip Bidstrup drible rundt med modstandere og målmand og let score til slutfacit 3-0.
Som skrevet i starten fik Avedøre mere plads efter pausen, og det lykkedes da også Marco Ilsø at få bolden sparket i mål, men en offsidedom af linjedommeren annullerede scoringen.
Kampen skulle spilles uden tilskuere.
Den næste kamp er hjemme i Zebrafolden lørdag den 1. maj kl. 12.00 mod Tårnby FF, der er sidste hold, vi fik point mod via 1-1 i sidste kamp i efteråret.
Der kan stadig ikke afvikles kampe med tilskuere.
Mål: Emil Skjold Larsen
Forsvar: Mikkel Schmelling – Wandifa Danpha – Mathias S. Christensen (anf.) – Magnus Johansson
Midtbane: Baboucarr Baldeh – Abdallah Said – Marc Rosenmejer – Oliver Skjold Larsen – Albin Fetahi
Angreb: Martin S. Nielsen
Indskiftet: Aymen Lamlil (28´ Albin Fetahi) – Jonas Bøtker (68´ Wandifa Danpha) – Marco Ilsø (68´Abdallah Said) – Justice Rwango (86´ Magnus Johansson)
Ikke benyttet: Sameer Shahzad Arshad – Mads Krogager-Jensen