Menu

Tabte efter scoring i overtiden af Kastrup

image Anton Holm dobbelt målscorer
Per Myhrmann
11. februar 2024 kl. 10:17
Kastrups S1-hold vandt 3-2 i lørdagens træningskamp

Referat af træningskampen Kastrup – Avedøre – 3-2 (1-0).

Der var ændret en hel del i startopstillingen fra sidste weekend. Lundby og Madsen prøver mange konstellationer i denne opstart, også lidt tvunget pga. en del afbud i weekenden op til ferier i uge 7.

Avedøre havde ikke fat i bolden ret længe ad gangen i første halvleg. Der blev afsluttet en hel del mod Emil Skjolds mål af Kastrup, men heldigvis også afsluttet meget dårligt. Kastrup kunne let have scoret et par mål det første kvarter. Men så kom Avedøre lidt mere med, selv om største chance for mål var en tilbagelægning fra hjemmeholdet, der gik forbi målmanden men også lige ved siden af målet. Et hovedstød fra Jack Overby var det næstbedste fra Avedøres side, men forsøget var ikke i nærheden af at gå i mål.

Så fik Kastrup bragt sig foran midt i halvlegen, da en hurtig angriber kom forbi tre af Avedøres forsvarere og let scorede. Kastrup havde derefter et forsøg på overliggeren og chancer, som var lettere at sende i mål end over både mål og hegn omkring banen. Det kunne let have været en halvlegsføring til Kastrup på 4 mål.

Som i Sundby sidste weekend ændrede kampen karakter efter pausen og udskiftninger. Denne gang var det Avedøre, der var bedst efter pausen. Efter 10 minutter scorede genkomne Anton Holm på hovedstød efter hjørnespark fra Martin ”Jern” Nielsen. Og sandelig om det hele ikke gentog sig ti minutter senere, da Jernmanden med et nyt hjørnespark igen ramte Holm i panden, så Avedøre kom i front. Det skete lige efter Magnus Tholstrup havde haft et godt direkte frispark lige uden for feltet. Mathias Nedergaard var tæt på et øge føringen med et skud, der desværre gik tæt over mål.

Sejren var inden for rækkevidde. Men så betød et boldtab i midtercirklen, at Kastrup kunne spille bolden hurtigt frem i venstre side og fladt trille bolden i mål forbi en ikke helt sagesløs Emil Skjold Larsen. Frederik Holm Jensen, der spillede højre angriber i stedet for som normalt venstre back, fik bolden forbi målmanden, men en forsvarer fik afværget scoringen.

Havde det været en turneringskamp med kamp om points, så ville Avedøre have ærgret sig over Kastrups vindermål i overtiden, som kom ud af ingenting og efter en lidt mangelfuld opdækning.

Igen mange spillere i aktion og stadig uden de gamle og erfarne Martin Nordentoft og Kim Gurskov, der først vil være til rådighed senere.

 

Den næste træningskamp spilles lørdag den 24. februar kl. 14.00 i Greve mod et hold, hvor 6-7 tidligere avedørespillere er i truppen, bl.a. Emil Skjolds storebror. Det kan blive et gensyn af de sjove eller mindre sjove, alt efter resultatet.

 

Mål:               Emil Skjold Larsen

Forsvar:         Lukas Prebensen – Alek Farhan Bakalarz – Jonas Bøtker – Jeppe Malm Kristensen (anf.)

Midtbane:      Karl Gaardmand – Benjamin Snerle – Niklas Thomas – Phillip Bo Henriksen

Angreb:         Casper Karlsson – Jack Overby

Indskiftet:      Anton Holm – Mathias Nedergaard – Magnus Tholstrup – Patrick Larsen – Frederik Holm Jensen – Emil Malm Kristensen – Martin S. Nielsen

 

 

 

Luk