Tabte 2 point i overtiden mod Union
Referat af DS-kampen Avedøre – Union –3-3 (1-1).
Første kamp på hjemmebane for Avedøre var vigtig. Og det burde have været en sejr og tre point, når man er foran med 3-1 til der mangler 10 minutter.
Kampen startede med en mulighed i begge ender, men Anders Vibe Kjøllers skud gik lige over mål. Allerede i det 12. minut kom Union foran efter et hjørnespark, hvor opdækningen hos Avedøre var svær at få øje på. Daniel Andersen kunne uden problemer heade bolden i mål. Efter en chance til Avedøre var Union tæt på at få en friløber grundet boldtab på midten i højre side med fejlaflevering ind i banen. Et godt gennemført angreb af Avedøre før den halve time gav skudchance til Anders Vibe Kjøller, men målmanden klarede flot.
Udligningen kom fem minutter før pausen. Oliver Larsen lagde en lang aflevering ned i venstre hjørne, hvor Nicklas Antonsen fik kontrol på bolden og lagde den ind i hovedet på Anders Vibe Kjøller, der udlignede. Godt angreb og pause med uafgjort var tilfredsstillende.
I første minut efter pausen burde Antonsen have scoret. I stedet lagde Antonsen syv minutter senere bolden til Mathias Redke, der bragte Avedøre foran. Samme spiller var minuttet efter ved at score igen, inden Antonsen i det 56. minut bragte Avedøre på vinderkurs med hårdt præcist skud. Det lignede en sejr til hjemmeholdet, også fordi Union virkede trætte på dette tidspunkt.
Men stille og roligt kom Union i gang igen og fik nogle mindre chancer. Reduceringen kom med ti minutter tilbage af kampen, da ellers meget boldsikre Martin Nordentoft, trukket ned i midten mellem midterforsvarerne, kom til at træde i bolden og falde, så Paolo Fernando kunne tage bolden og løbe alene mod mål og udplacere Rasmus Siggaard i målet. Avedøres stjernespiller må have ærgret sig over ikke at have ekspederet bolden væk i stedet for at tage driblingen i den situation. Avedøre virkede pludselig usikre, og tilhængerne frygtede, at sejren kunne forsvinde. Et hårdt skud fra indskiftede Mathias ”Mini” Johansson kunne have afgjort det hele til Avedøres fordel med tre minutter tilbage. Men skuddet ramte helt oppe i hjørnet både stolpe og overligger og bragede ned i jorden, uden for linjen. Selv en VAR-afgørelse havde nok ikke ændret på dette. Og så skete det, alle hjemmeholdets fans frygtede. I overtiden spillede Unions sig flot igennem, så Uffe Tronsegaard kunne udligne til 3-3, hvilket Union betragtede som en sejr og Avedøre som et nederlag.
Avedøre var i dagens kamp uden Sebastian Tan, der grundet ferie og bryllup er forhindret med afbud 4 weekends i træk. Mikkel Bang er knæskadet i en tid, og Jonathan Villadsen fik i LP-kampen mod Slagelse en mindre forstrækning på indersiden af låret og sad over.
Den efterfølgende sommerfest i klubhuset blev holdt, og medlemmer og spillere hyggede sig. Men det havde unægtelig været morsommere med årets første sejr.
Inden kampen landede en faldskærmsudspringer med kampbolden, mens spillere og dommere stod mellem sidelinje og bane og så til. Han landede præcist på midten af banen, kunne de mange tilskuere konstatere. Tilskuerne var mødt tidligt denne lørdag for at overvære springet fra skyerne. Vejret var godt og springeren kunne følges et godt stykke på nedturen.
Kampen blev overværet af 144 tilskuere og tre hunde.
Den næste DS-kamp spilles lørdag den 17. august hjemme kl. 12.00 mod GVI.
Mål: Rasmus Siggaard
Forsvar: Phillip Bo Henriksen – Mathias Christensen – Niklas Myhrmann (anf.) – Mikkel Schmelling
Midtbane: Anders Vibe Kjøller – Oliver Larsen – Martin Nordentoft – Mikkel Reimer-Gadby
Angreb: Nicklas Antonsen – Mathias Redke
Indskiftet: Mathias ”Mini” Johansson (46´ Oliver Larsen) – Simon Boe Nielsen (70´ Nicklas Antonsen) – Marc Rosenmejer (82´ Mikkel Reimer-Gadby)
Ikke benyttet: Nicklas Thomsen – Michael Bo Hansen