Spillede godt og førte 1-0 mod topholdet i SS
Referat af SS-kampen Avedøre – Værebro – 2-3 (1-0).
Endnu engang var Avedøre foran 1-0 til kort før kampens ophør. Det stod stadig 1-0, da de 83 minutters spilletid var rundet. Rohullah Zalmai havde bragt Avedøre foran efter 32 minutter i første halvleg med et behersket og velplaceret spark forbi tidligere landsholdsmålmand Stephan Andersen, spillet fri efter forarbejde fra Martin ”Jern” Nielsen på venstre fløj. Men så betød først lidt ubalance og et par småkiks i tilbageløbet udligning ved Sebastian Søndergaard, og minuttet efter storkiksede Frederik Valentin et spark uden for feltet, og så kunne Anas Guendouri trille bolden i det tomme mål til føring for Værebro. Frederik Valentin havde ellers spillet en god kamp og bl.a. reddet et flot skud helt oppe i det ene hjørne i første halvleg. Da kampen gik i overtid øgede Sebastian Søndergaard så til 3-1, inden indskiftede Patrick Tra-Bi scorede sit første mål for Avedøre til slutfacit 2-3, lige før dommeren fløjtede af.
At det endnu engang gik galt i de sidste minutter på hjemmebane er ærgerligt, men Værebro havde haft chancer til at være kommet foran flere gange i kampen. Blandt andet skød Værebros Victor Mariendal Andersen et straffespark over mål efter 25 minutters spil, og samme spiller sparkede en oplagt målchance på indersiden af stolpen fem minutter før pausen. Værebro havde de største chancer, men Avedøre kombinerede godt og kæmpede heroisk, når modstanderne angreb. Specielt Mathias S. Christensen kom i vejen for mange tiltag fra udeholdets side. Men det var ikke ufortjent, at Værebro kunne tage hjem med en sejr i bagagen.
Desværre måtte Avedøre i denne kamp undvære superduoen Martin Nordentoft og Bjørn Jensen i angrebet grundet en begravelse og en skade. De er forhåbentlig til disposition igen i de fem resterende kampe, hvor der nok skal laves mindst 9 point for ikke at ende på én af de uheldige pladser i bunden af rækken.
Der var mødt 130 tilskuere op til kampen.
Den næste kamp er lørdag den 14. maj i Glostrup kl. 12.00.
Mål: Frederik Valentin Hansen
Forsvar: Nikolaj Lukassen – Mathias S. Christensen – Mikkel Schmelling – Wasim Imad Alwan
Midtbane: Phillip Bo Henriksen – Christian S. Larsen – Kim Guskov (anf.) – Victor Nøhr Sørensen – Rohullah Zalmai
Angreb: Martin S. Nielsen
Indskiftet: Niklas Thomas – Patrick Tra-Bi – Bjørn Engeltoft