Sejr til klubbens bedste hold
Referat af SS-kampen Rudersdal – Avedøre – 2-6 (2-3).
Man skal gå så grueligt meget igennem, og så bliver det godt igen. Sådan følte jeg det på landsholdets gamle træningsbane i Vedbæk fredag aften. Der måtte ændres i sidste uges startopstilling, da Bjørn Jensen var skadet, og både Nick Ilsø og Victor Nøhr var på ferie i udlandet.
Avedøre startede fint nok og prøvede at holde fast i bolden. Men desværre med for mange fejlafleveringer, inden det blev farligt på modstanderens banehalvdel. Et halvkikset indgreb på midten gav en åben chance til Rudersdal, så Sebastian Ibsen kunne bringe hjemmeholdet foran efter godt et kvarter. Men allerede to minutter senere udlignede Christina Sustmann Larsen efter hjørnespark og lidt rodet spil foran målet. Men inden jeg havde fået noteret dette, bragte Sebastian Ibsen atter Rudersdal i front. Målet så jeg ikke, da jeg var i noteremode. Det så svært ud i følgende periode med mindst to store muligheder for Rudersdal til at øge føringen, og da først anfører Anton Holm efter en løbeduel, og senere fighteren Christian S. Larsen måtte forlade banen i de sidste 7 minutter af halvlegen, så det mildest talt truende ud. Anton Holm havde fået en slem fibersprængning i låret, og Criller vred rundt i knæet i en tackling. Men så har vi Martin Nordentoft. Han vendte stillingen til en føring på 3-2 med to mål de sidste to minutter inden pausen. Det så straks bedre ud.
Anden halvleg var lige sat i gang, da Marco Ilsø scorede til 4-2 på oplæg fra Martin ”Jern” Nielsen, og 10 minutter senere scorede Marco Ilsø også til 5-2 ved at afdrible målmanden og lægge bolden i det tomme mål. Oplægget til dette så jeg heller ikke, da telefonen brummede med en sms-besked.
Rudersdal var ikke slået. Det unge mandskab var på de forreste pladser meget hurtige, og bragte vores noget tungere forsvar på opgaver. Men debutanten Emil Appelt spillede en fantastisk kamp på højre back, og Patrick ”Palle” Olsen erstattede Anton Holm i midterforsvaret med mange gode indgreb og skilte sig flot af med bolden hver gang. Stor ros til bænken, hvorfra også Jonas Bøtker gjorde comeback på en uvant plads i angrebet som target-tank-forward, som det vist hedder på dansk. Når Rudersdal kom forbi forsvaret og fik afsluttet på mål, så stod 41-årige Søren Andersen i målet i vejen og afværgede på fin vis alt. Specielt en situation med et overraskende skud, hvor Søren A. var på vej væk fra målet, skabte ham problemer. Men Søren løb tilbage mod mål og hoppede 5-10 cm i vejret og fik bolden på overliggeren og over mål. Hvorfor hoppe højere, når 5-10 cm er nok! Da en ripost efter en redning blev sendt i mål, var denne spiller i offsideposition; så rent mål i anden halvleg af Avedøre.
Avedøres mål til 6-2 stod Martin Nordentoft alene for efter 69 minutter. Langt ude på banen tog ”Nord” chancen og sparkede hårdt og højt. Bolden drejede af og snød målmanden og endte i netmaskerne øverst i målet i det ene hjørne. Trods 3 mål af Nordentoft var Kim Gurskov i mine øjne bedste mand som bindeled på midten af banen. Utroligt løbearbejde, og bolderobringer og afleveringer i absolut verdensklasse.
Der var ikke mange tilskuere til kampen i det flotte sensommervejr. Hverken fra hjemmeholdets eller udeholdets side. Fra Avedøres normale gruppe af tilskuere var ud over en skadet Bjørn Jensen og hans kæreste kun Johnni Foto og ægteparret Myhrmann. Fredagsbarerne på Vestegnen har nok været godt besøgt den aften.
Den næste kamp er på lørdag den 28. august på hjemmebane (bane 3) mod Gladsaxe Hero kl. 12.15 (!!!)
Mål: Søren Andersen
Forsvar: Christian Sustmann Larsen – Jesper Hansen – Anton Holm (anf.) – Mikkel Schmelling
Midtbane: Christian Aabech – Kim Gurskov – Mahdi Mansour
Angreb: Martin S. Nielsen – Martin Nordentoft – Marco Ilsø
Indskiftet: Patrick Paw Olsen – Emil Appelt – Jonas Bøtker Løvgren
Ikke benyttet: