Sejr i Sjællandsserien
Referat af SS-kampen Avedøre – Liria – 2-1 (0-0).
Det blev den gode start på foråret, som Avedøre havde håbet på. Tre point på hjemmebane mod Liria er bestemt godkendt, men der blev lidt for meget spænding til sidst, hvor dommeren havde fundet 9-10 minutter tillægstid. Som beskrevet andetsteds har Avedøre fået en del nye spillere i 2023. Kun 5 spillere på dagens hold spillede kamp for Avedøre i efteråret, og faktisk var det kun Martin ”Jern” Nielsen, der var med i den sidste kamp i efteråret. Hele 8 debutanter og et enkelt comeback er ikke hverdagskost i Avedøre. Det var Nassor Salim, der er tilbage i klubben, hvor han senest spillede i 2014. Også rart at se anfører Kim Gurskov i aktion igen efter sin lange skade i efteråret. En savnet mand.
Avedøre var klart bedst i 1. halvleg og burde have ført med 2-3 mål ved pausen. Men bolden ville ikke over stregen. Phillip Bo Henriksen havde et godt skud lige over mål, og ogsaa Oliver Algren-Petersen havde afslutninger, som kunne have givet udbytte. Desuden følte Avedøre sig snydt for et straffespark midt i halvlegen.
Der var kun spillet 3 minutter af 2. halvleg, så havde Casper Karlsson med 2 mål vist, at han er farlig som angriber. Mads Zibrandtsen, der sled og tacklede løs på midtbanen, havde muligheden for at bringe Avedøre yderligere foran, men debutanten fik ikke scoret. Det fik til gengæld Liria. Et hjørnespark blev dirigeret i mål af Awab Salame til stillingen 2-1. Det betød, at Liria fik mere spil frem ad banen, og man kunne frygte, at udligningen ville komme. Men Avedøre spillede sig stadig til chancer. Victor Walther Øvlisen burde have haft straffespark lige efter reduceringen, og både Casper Karlsson og Emil Møller havde store chancer. Emil Møller må have drømt om chancen, han fik ikke scoret på inde i overtiden.
Men Avedøre kæmpede videre. Viljen til sejr var til stede. I overtiden lå der samtidig 2 avedørespillere på banen med kramper. God start for både spillere og trænerteamet, som kun har haft holdet i 3 uger. Stor glæde i omklædningen efter kampen var en selvfølge.
Kampen blev spillet på kunst uden de store serviceringer af publikum. Til trods for dette var ca. 125 tilskuere mødt op for at se kampen. Den næste kamp spilles lørdag den 25. marts kl. 11.00 mod Rudersdal på udebane på en kunststofbane på Rundforbi Stadion.
Mål: Emil Nyholm Kristensen
Forsvar: Oliver Algren-Petersen – Alek Farhan Bakalarz – Anton Holm – Mikkel Schmelling
Midtbane: Emil Møller – Mads Zibrandtsen – Kim Gurskov (anf.) – Phillip Bo Henriksen
Angreb: Casper Karlsson – Martin S. Nielsen
Indskiftet: Nassor Salim – Lukas Prebensen – Victor Walther Øvlisen