Menu

Sejr 3-2 i Roskilde i DS

Per Myhrmann
17. juni 2018 kl. 10:00
Holdet vendte 0-2 til 3-2 på et kvarters tid

Referat af DS-kampen KFUM Roskilde-Avedøre-2-3 (0-0).

Med 17 minutter tilbage af overlevelseskampen i DS lugtede det fælt af kvalkamp på onsdag et eller andet sted, da Roskilde var foran 2-0. Avedøre skulle vinde for at sikre sig DS-status på denne sidste spilledag og inden sommerfest i klubhuset. En klog landstræner i fodbold sagde engang på fynsk: ”2-0 er en farlig føring”! Det siger de måske også nu med sjællandsk dialekt i området omkring Roskilde.

Roskilde var i første halvleg kommet bedst fra start. Allerede efter 2 minutter måtte Rasmus Siggaard finde en af de store redninger frem, da Roskilde kom højest i en hovedstødsduel. Inden der var gået et kvarter, var Roskilde igennem, men vinklen blev lidt spids, og Siggaard reddede igen. Roskilde var dominerende det første kvarter, og det var ikke rart at overvære for de sort- og hvidstribede på tilskuerpladserne.

Men så ændrede kampen karakter. Bjørn Jensen fik fyret et godt skud af. Omkring den halve time var det Nick Ilsøs tur. Han trak sig fri i feltet, men skuddet blev flot reddet af en godt spillende målmand. Tan afleverede til bagerste stolpe, hvor Martin Nordentoft manglede et skridt i at nå bolden. Den største chance i 1. halvleg tilfaldt Sebastian Tan lige før pausen. Mathias S. Christensen lagde bold ind over til bagerste stolpe, hvor Tan flugtede mod målet. Med en ekvilibristisk refleksredning fik målmanden ændret boldens vej mod netmaskerne. I stedet tog bolden en høj bue og faldt ned oven på overliggeren og gik til hjørnespark.

Det så godt ud for Avedøre med henblik på 2. halvleg. Men! Roskilde kom foran, da de efter 53. minutter spillede sig igennem til baglinjen og lagde bolden skråt ind foran mål. Her kom Kim Gurskov løbende til og satte foden på bolden til et selvmål. Ærgerligt for Gurskov, der har scoret sine to eneste DS-mål mod netop KFUM Roskilde. Men Avedøre spillede videre. Både Filip Hansen og Niklas Myhrmann havde hovedstød, som kunne have givet en udligning. Ingen af de muligheder var dog så stor som den ”megachance”, som en modstander havde efter 58 minutter. Spillet totalt fri fra 5 meters afstand og med tomt mål fik han skrabet bolden ved siden af stolpen. Han har nok ikke sovet så godt. Alligevel kom Roskilde foran med den farlige 2-0 føring til følge, da Myhrmann og Siggaard ikke var helt enige midt på egen banehalvdel. Niklas Myhrmann lod bolden køre, så Siggaard måtte langt frem og heade til bolden presset af modstanderen. Bolden kom ikke så langt væk, og så lagde en præcist sparkende roskildespiller bolden ned i det tomme mål. Det lignede noget kvalifikationskamp onsdag for Avedøre.

Peter Juul reagerede og sendte Niklas Myhrmann i front. Sidste udskiftninger var også brugt lige før det andet mål. Men avedøreholdet rejste sig igen. Myhrmann fik bolden i mål, men blev vinket offside. Efter 74 minutter scorede Mikkel Reimer-Gadby sit første mål for Avedøre. Et udmærket valgt tidspunkt at gøre det på. Og allerede to minutter efter sendte Simon Boe Nielsen det udlignende mål ind til stor jubel for Avedøre. Han fik bolden serveret fra højre side til sin position i det bagerste område i feltet. Nu var Avedøre kun et enkelt mål fra at sikre sig. Mikkel Reimer-Gadby havde et godt skud, inden føringsmålet kom ved anfører Niklas Myhrmann med 2 minutter tilbage af den officielle tid. Simon Boe skar ind i feltet fra venstre og gik til baglinjen. I stedet for at skyde fra den spidse vinkel, lagde Boe bolden skråt bagud ind til ”Myhr”, der med en Jon Dahl-inderside lagde bolden i mål til 3-2.

Så stod den på forsvar resten af tiden. Dommeren havde fundet hele 6 minutters overtid. Holdkæft, hvor når man at se på uret mange gange i løbet af 6 minutter. Dommerfløjt og efterfølgende jubelscener hos Avedøre. Triste miner hos Roskilde, der smed det hele på gulvet.

Glædeligt at se et DS-hold fra Avedøre, der ikke faldt sammen i modgangen; tværtimod. Nu står den igen på DS-fodbold efter sommerferien. Første runde afvikles allerede lørdag den 4. august (eller søndag visse steder).

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Mathias S. Christensen – Jonathan Villadsen – Niklas Myhrmann (anf.) – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Bjørn Jensen – Filip Hansen – Kim Gurskov – Sebastian Tan

Angreb:         Nick Ilsø – Martin Nordentoft

Indskiftet:      Simon Boe Nielsen (56´ Sebastian Tan) –Chris Lindskow (59´ Filip Hansen) – Mikkel Reimer-Gadby (59´ Nick Ilsø)

Ikke benyttet: Phillip Bo Henriksen – Anton Holm                                                                                     

Luk