Menu

Ricardo-nederlag til Avedøre i Sjællandsserien

image 1. seniors trup
Jesper "JK" Kristoffersen
01. oktober 2023 kl. 10:12
Tabte 2-3 i Fredensborg efter pauseføring på 2-0
Ricardo-nederlag til Avedøre
2-0 er den farligste føring. Ordene kom tilbage i 1992 ud af munden på den daværende danske landstræner, Richard Møller Nielsen. Der findes dokumentation for det modsatte, men ordsproget holdt stik denne blæsende eftermiddag i Fredensborg. Avedøre var fuldt fortjent foran med 2-0 ved pausen mod de grønblusede favoritter, men et sent sejrsmål betød et nederlag på 3-2 i en kamp, Avedøre havde stor ære af.
Dominans, flot spil og fortjent føring
Avedøre tog dirigentstokken fra kampens første minut og lignede et hold født på ny efter sidste weekends skuffende nederlag til Avarta. Der skulle blot gå 11 minutter, før Nassor Salim opsnappede en for kort tilbagelægning; efter selv at have forsøgt sig med en afslutning, som målmanden fik halvklaret, serverede Salim læderet til en helt fri Martin Nordentoft, der uden problemer bragte Avedøre i front.
De to oftest benyttede kantspillere, Emil Møller og Martin ’Jern’ Nielsen, så til fra tilskuerpladserne i Fredensborg, førstnævnte med en flot, matrød retrokasket fra Døllefjelde Musse som topping. Det lignede en rekvisit fra en Olsen Banden-optagelse, og senere skulle vi da også blive vidner til et kup.
Med de to kantspillere ude var der bud efter Philip Bo Henriksen og Emil Malm på midtbanens yderste positioner. To spillere med lidt lavere topfart og tyngdepunkt, men store kompetencer i de små kombinationer, og begge fik ved flere lejligheder drevet gæk med hjemmeholdets tunge bagkæde.
Halvvejs i 1. halvleg tog Emil Malm sagen i egen hånd. Han modtog en aflevering ved midten, drev bolden fremad, og da ingen gik til ham, smækkede han bolden utageligt ind fra 25 meter til 2-0. Et rådvildt hjemmehold så til og anede ikke, hvilket ben, de skulle stå på.
Turbulente tider
Fredensborg sadlede nu om, måske inspireret af et andet berømt Ricardo-citat fra et pressemøde op til EM i England i 1996: ’We must screw down the expectations. We have to change our tactic and play with long balls’. Det skabte et tryk de sidste ti minutter af 1. halvleg, hvor de zebrastribede til tider stod for dybt og havde svært ved at finde den samme ro på bolden, som i de første 35 minutter. Sådan er fodboldkampe, der er perioder i kontrol og stressede perioder, Avedøre håndterede den stressede periode fint og kom til pause med en solid føring på 2-0.
Et forventet tryk og manglende marginaler
Hjemmeholdet hævede fra 2. halvlegs begyndelse tempoet op og satte alt ind på en tidlig scoring. For Avedøre handlede det om at ride den forventede storm af og udnytte de rum og den plads, den grønne offensiv ville efterlade andre steder på banen. Brodden blev desværre ikke taget af trykket, da gæsternes meget højrebenede venstre kant lidt for uforstyrret fik sendt en afslutning afsted, der havnede i nettet bag Emil Kristensen. 50 minutter spillet, 1-2, og hjemmeholdet vejrede morgenluft.
En god håndfuld minutter senere fik værterne en dødbold, som voldte Avedøre alvorlige problemer. Et par vanvittige redninger af Emil Kristensen, redning på målstregen af en markspiller, seancen nok bedst beskrevet som en blanding mellem et flipperspil og skydetelt, der i sidste ende blev afsluttet med rasende Avedøre-spillere, da Fredensborg sendte bolden i mål til 2-2 efter at have stået tykt offside. En af hjemmeholdets spillere stod angiveligt på baglinjen, da han hjalp med at bugsere bolden i retning mod mål, linjedommeren var af en anden overbevisning.Her manglede marginalerne, men også kynismen i eget felt.
Et klassisk dødvande opstod herefter. Nu havde Fredensborg igen noget at tabe, Avedøre fik sundet sig og fandt langsomt melodien uden at nå 1. halvlegs højder.
Afgørende situationer
Med et kvarters tid tilbage måtte Avedøre skifte bundsolide og godt spillende Jeppe Malm ud. Han var blevet eftertacklet godt og grundigt et par meters penge fra linjedommeren. Et klart gult kort, måske endda mere, men ingen reaktion fra dommertrioen, som i stedet lod spillet fortsætte med Fredensborg på bolden, som i sidste ende høvlede en afslutning langt over mål.
Der efterlyses ofte en linje hos dommerne, men i Fredensborg blev den holdt. Med ti minutter tilbage af kampen slog Martin Nordentoft en fornem lang aflevering over hovedet på en af hjemmeholdets tunge forsvarsspillere, som indskiftede Nicklas Antonsen jagtede. Antonsen var hurtigst i løbeduellen, skar ind foran forsvarsspilleren og havde tilnærmelsesvis frit løb mod mål, da han blev åbenlyst hægtet. Ja, det var i hvert fald den vurdering de fleste på stadion stod med, men dommeren undlod at dømme noget som helst, og det kan man da godt undre sig over.
Plat eller krone
Kampen balancerede på en knivsæg i de døende minutter. Det var uhyggeligt tæt på at blive 3-2 til Avedøre, da Kim Gurskov erobrede en bold fra hjemmeholdets bagkæde, drev ind mod mål og spillede skråt bagud til Karl Gaardmand, der fra 7-8 meters afstand ramte sidenettet. Der skulle kampen være lukket.
I stedet slog Fredensborg til i angrebet efter, hvor en flad afslutning fra feltets kant fandt sin vej mellem venner og fjender, og til stor jubel for det vindblæste publikum landede i målet. 3-2 til Fredensborg. Yderst fortjent, syntes de selv. Det afhang nok af øjnene, der så.
Begge hold havde en halvleg hver, og fører man 2-0 ved pausen, så bør man også vinde, særligt når føringen er skabt på kvalitetsspil og et udslag af, at man er fuldt på højde med og også bedre end modstanderen. Desværre blev et kvarters udfald kostbart. Det udfald betød samtidig, at dommertrioens manglende kendelser fik større betydning, end de burde have fået.
Alt i alt havde Avedøre fortjent point i en intens, medrivende og meget fornem Sjællandsserie-kamp, der på mange måder lover godt for fremtiden, selvom Richard Møller Nielsens teori i denne omgang ramte plet.
Luk