Menu

Ny sejr til 2. senior

image Martin Nordentoft scorede og assisterede
Per Myhrmann
05. maj 2021 kl. 11:24
Vandt midtugekampen 3-0 hjemme over Ejby i Serie 2

Referat af serie 2-kampen Avedøre – Ejby – 3-0 (1-0).

For anden kamp i træk var modstanderen Ejby, da denne kamp var en udsat kamp fra efteråret. Kampen blev gennemført i efteråret med sejr til Avedøre på 4-3, men dommeren lavede en klar regelfejl i slutningen af kampen, så den måtte spilles om.

Denne gang blev det til sejr på 3-0 til Avedøres tophold i serie 2. Det var ellers Ejby, der allerede efter 7 minutter var ved at komme foran, men Patrick Paw Olsen nåede tilbage og fik prikket bolden til hjørnespark, inden den helt frie spiller fik skudt bolden forbi Jack Overby. Det blev Overby, der måtte tage målmandshandskerne på, da ingen af de 2 spilleberettigede målmænd i 1.-2.-holdstruppen kunne spille kampen. Jack Overby spillede en stærk kamp på den uvante plads i målet. Specielt i anden halvleg med gode indgreb ved indlæg og en enkelt gang ved at dykke ned i fødderne på fri modstander og tage et fast greb om bolden.

Avedøre viste fint spil, men også Ejby kunne levere frem ad banen. Avedøre kom i front ved Thomas Petersen, der kanonerede bolden i mål med ydersiden af sin formidable venstrefod, da Martin Nordentoft fandt ham og spillede ”P” fri i et lynhurtigt kontraangreb. Godt 5 minutter senere kunne føringen være blevet fordoblet. Jacob Abildgaard lagde bolden fra venstre side ind foran mål til Martin Nordentoft, men han kunne ikke helt nå frem til bolden ved bagerste stolpe. Havde Nordentoft blot brugt størrelse 48 i støvlestørrelse, havde der været mål! Også Jesper Hansen fik en skudmulighed i feltet efter et hjørnespark, men Ejby kom frem til Hansen og fik blokeret hans skud. Lige inden pausefløjtet mente Ejby, at de skulle have straffespark, men dommeren vinkede korrekt afværgende. Han dømte ellers gennem hele kampen nogle frispark, som var svære at få øje på.

Nordentoft var efter pausen tæt på, men målmanden fodparerede bolden til hjørnespark, og Patrick Paw ”Palle” Olsen flugtede det efterfølgende hjørnespark i sidenettet. Midt i anden halvleg kom 2-0-målet. Nordentoft spillede bolden ind i feltet til Patrick Nordahl, der smart tippede bolden videre til den fremløbende Nordentoft. Han luftdriblede bolden forbi næste modstander og derefter tippede han bolden over målmanden, løb uden om ham og lagde bolden i det tomme mål. Et flot mål af Nordentoft assisteret af Nordahl, to af Avedøres profiler.

Ejby begyndte at presse på, og Avedøre så trætte ud. Grundet Coronarestriktioner har holdet ikke kunnet træne i længere tid og har også haft kamppause, så den eneste kamp truppen har haft, var i lørdags på Den Hvide Hest på Dyrehavsbakken, hvor kampen bestod i at fortære mest stegt flæsk og drikke flest fadøl på 3 timer. Jeg kender desværre ikke vinderen af dén kamp, hvor favoritten Jonas Bøtker måtte melde afbud med en skade.

Afgørelsen til 3-0 faldt i sidste minut. Thomas Petersen spillede bolden højt i feltet, hvor Patrick Nordahl vandt luftduellen med Ejbys målmand og headede bolden i nettet. Ikke så kraftfuldt som tilskuerne havde ønsket at se, og ingen buler i nettet, som stadionpersonalet skal rette ud dagen efter. Bolden sneg sig lige ind over målstregen; men er bolden inde, så er der mål! Har jeg læst et sted.

  

Den næste kamp spilles hjemme allerede lørdag 8. maj kl. 10.30 mod Karlslunde, der ligger nummer et i rækken. Karlslunde er et enkelt point foran Avedøre, men for en kamp færre. Så skal Karlslunde hentes, så skal det nok være en hjemmebanesejr igen på lørdag. Der spilles forhåbentlig i Zebrafolden.

Luk