Menu

Nedlagde oprykningsfavoritterne i SS

image Avedøre forsvarede sig bravt
Jesper "JK" Kristoffersen
24. august 2023 kl. 12:01
Vandt 3-1 i Herstedøster i første turneringskamp
Avedøre nedlagde oprykningsfavoritterne
Det åndede idyl og sæsonstart på Herstedøsters fine stadion, der med svenskrød træterrasse, en lun sommersol og musik fra højtalerne satte stemningen på kryds og tværs af den nyslåede plæne. Her skulle Avedøre forsøge at fravriste nedrykkerne og oprykningsfavoritterne fra Herstedøster IC point. I en intens forestilling spillede Avedøre sine bedste 90 minutter i nyere tid og vandt med 3-1 efter føring på 3-0 ved pausen.
Utrolige 45 minutter
Sæsonens første kamp er altid speciel. Forventninger, forhåbninger, spørgsmålstegn besvares. Selvom én kamp ikke nødvendigvis sætter standarden for en sæson, giver den et praj. Avedøre viste i en nærmest magisk 1. halvleg, at de er klar til sæsonens strabadser i Sjællandsserien, her blev taktstokken taget fra første boldberøring mod et dygtigt og fysisk stærkt hjemmehold. De zebrastribede gæster var her der og allevegne i den indledende fase, mens Herstedøster sloges for at hænge med. Værternes bagrum blev konstant truet, og Avedøre høje pres bekom ikke den blåklædte bagkæde vel.
1-0-målet faldt i et af flere flotte Avedøre-angreb; Oliver Algreen kom tordnende fra sin position som højre back og ofrede sig nådesløst mod en fremadstormende målmand og halvt liggende sendte bolden i kassen.
Avedøre fortsatte det fine spil. Masser af boldbesiddelse og flere afslutninger mod Herstedøster-kassen, uden alle fik som fortjent. Tættest på var Nassor Salim på et indlæg fra venstre, som han ekvilibristisk fik helflugtet til, men måtte se afværget af en klasseredning. Men der var mere på vej.
I den modsatte ende diskede Emil Kristensen op med en pragtfuld parade efter godt en halv times spil. Herstedøster var udfordret på at skabe chancer i åbent spil og satsede alt på dødbolde, som på dagen var værternes foretrukne varemærke. Avedøre stod bundsolidt og afværgede hver gang.
Kort før pausen blev det 2-0, da Martin Nordentoft fandt Martin ’Jern’ Nielsen med en dyb pasning, indlægget fra ’Jern’ landede på bagstolpen hos selvsamme Nordentoft, der blot skulle løbe bolden over stregen. Og søreme om det ikke også blev 3-0. Denne gang var turen kommet til Emil Møller, der fra kanten af feltet sparkede bolden knastørt ind til højre for målmanden.
Avedøre leverede 45 minutter i kontrol på bolden og med en stram organisation og fysik, der ikke er set magen til i meget lang tid.
Fra intet at tabe til mere på spil
Det mentale univers er et kunststykke at forstå. Som underdog tør man oftest mere, fordi presset føles mindre. Måske føles presset overhovedet ikke. Tilkæmper selvsamme underdog sig en position, hvor man risikerer at tabe noget, kan bekymringen pludselig overvælde og det fuldt funktionelle maskineri stivner.
Pausen blev brugt på at betone vigtigheden af at stå imod et forventet tungere pres det første kvarter, og samtidig turde gå efter det fjerde mål. En hårfin balance mellem defensiv omtanke og offensivt mod.
Fint spil erstattet af formidabel fight
Efter 45 forrygende minutters fodbold fra Avedøre blev 2. halvleg et arbejdsraseri og aldrig kønt. Herstedøster bragte mere fysik ind i kampens afsluttende omgang, der blev sendt et hav af bolde frem mod Avedøres bagkæde, spandevis af indlæg, hel- og halvhjertede skud mod mål, men uden det i særligt mange tilfælde blev rigtig farligt.
Avedøre-spillerne ofrede sig og løb de nødvendige kilometer, der tvang hjemmeholdet til afslutninger fra vanskelige positioner eller til at overplacere deres forsøg. Med syv minutter tilbage af kampen fik de fleste på stadion dog noget at juble over, da reduceringen kom ovenpå endnu en omgang tju-bang-bold i feltet.
De resterende minutter blev spillet rutineret af Avedøre, som tog tempoet ud af opgøret, og dermed også uden større nervøsitet landede sæsonens tre første point i en meget svær udekamp.
En mandfolkepræstation og et signal om, hvad Avedøre kan levere med og uden bold. Hvis den samme arbejdsindsats, koncentration og kynisme toner frem resten af efterårssæsonen, bliver det sjovere at kigge på tabellen, end det har været de senere år som Avedøre-fan.
Opstilling: Emil Kristensen – Jeppe Malm, Ronaz Colak, Anton Holm, Oliver Algreen – Martin ’Jern’ Nielsen, Kim Gurskov (A), Mads Zibrandtsen, Emil Møller – Martin Nordentoft, Nassor Salim. Indskiftere: Niklas Thomas, Mathias Nedergaard, Alek Farhan Bakalarz
Foto: Kim Holm
Luk