Nederlag til SS-holdet i første træningskamp
Referat af træningskampen Avedøre – Rosenhøj – 1-2 (1-1).
I den første træningskamp skal der prøves ting af med nye spillere, og der har kun været trænet en uge. De to nye spillere Rohullah Zalmai og Niklas Thomas gjorde begge et godt indtryk og vil være en forstærkning af truppen. Også et comeback efter skadespause til Nikolaj Kjær Frederiksen er positivt. Han fyldte godt op i forsvaret og scorede et flot mål på flugtskud i første halvleg. Første træningskamp er altid en lidt rodet forestilling fra begge hold, og denne kamp var ingen undtagelse. Man har ikke trænet i 2-3 måneder, og der forventes ikke poleret fodboldspil så tidligt på foråret. Hvis holdene var velspillende nu, var der vel ingen grund til at træne hver uge.
Det blev lokalrivalerne Rosenhøj, der kom i front. Et hjørnespark blev efter 9 minutter flot flugtet i nette af Simon Becker, selv om Frederik Valentin var tæt på en redning. Tre minutter senere blev det Nikolaj Kjær Frederiksen, der kopierede flugtningen efter et hjørnespark og reducerede for Avedøre. Stillingen holdt sig til pausen, selv om et skud fra Martin Nordentoft kunne have bragt Avedøre foran, hvis ikke Rosenhøjs målmand lavede en pragtredning i situationen.
Efter pausen ramte ”en løs bold” Avedøres overligger, men ellers ikke de store chancer til holdene. En ”skovtur” med boldtab af målmand Frederik Valentin gav Rosenhøj føringen til 2-1 på et mål af tidligere avedørespiller Mathias Wind. Der manglede kun et kvarter af kampen. I slutfasen måtte Frederik Valentin redde en friløber fra Rosenhøj, og et indlæg lige foran mål af Victor Nøhr kunne have givet en udligning ved Marco Ilsø, hvis ikke rosenhøjmålmanden igen var kommet i vejen.
Mindst 8 spillere havde afbud grundet corona (6 stk), skader eller blot ikke startet endnu. Kun Nick Ilsø og Mahdi Mansour har meldt sig ud af klubben fra efterårets trup. Flere nye spillere er også på vej til klubben.
Den næste træningskamp er på lørdag den 4. februar hjemme på K2 mod Såby kl. 14.45.
Mål: Frederik Valentin Hansen
Forsvar: Christian S. Larsen – Nikolaj Kjær Frederiksen – Patrick Paw Olsen – Mikkel Schmelling
Midtbane: Rohullah Zalmai – Niklas Thomas – Kim Gurskov – Mert Cimen
Angreb: Martin Nordentoft – Martin S. Nielsen
Indskiftet: Victor Nøhr – Marco Ilsø – Jonas Bøtker – Jack Overby