Nederlag og næstsidst i DS
Referat af DS-kampen Union – Avedøre –3-1 (1-1).
Avedøre var efter to sejre netop nået op i midten af rækken efter to sejre mod Frederikssund og Greve. Kampene mod Karlslunde og Union kunne begge være vundet efter føring i begge kampe, men det gav desværre 0 point og en placering i bunden af rækken som nummer næstsidst.
Rasmus Siggaard, der normalt vogter målet, er i Thailand i denne tid, og målet blev passet af Niklas Thomsen, der spillede en god kamp. Han måtte allerede efter 7 minutter redde kampens første chance, som tilfaldt Union. Men det var også én af de eneste chancer, Union fik i første halvleg bortset fra målet til 1-1 efter 38 minutter af Uffe Troensegaard, der blev spillet hen over forsvaret af Jonas Møller (tidl. Avedøre), og Troensegaard sendte bolden over Thomsen og i målet.
Inden da havde Nicklas Antonsen et hovedstød, som blev reddet til hjørnespark, og Simon Boe blev spillet helt fri i feltet, men fik ikke ramt bolden på den store chance og sendt den i mål. Alligevel kom Avedøre i front efter 20 minutter, da Mathias Redkes forsøg blev sendt til hjørnespark. Det sparkede Mikkel Gadby ind foran mål, hvor Niklas Myhrmann kom højest og headede bolden i mål til føring på 1-0. Gadby var kommet på banen i stedet for en skadet Mathias ”Mini” Johansson, der havde fået et skrub i ryg/baglår allerede efter 3 minutter. Det skal retfærdigvis siges, at Union havde en mindre chance kort før pausen efter en mistet bold på midten af Avedøre, men det tog Thomsen i målet sig let af. Avedøre var klart bedst.
Efter pausen skiftede kampen karakter, desværre. Union sendte en lille advarsel efter godt 5 minutter, men det var ingenting mod den chance, Avedøre fik nogle minutter efter. Simon Boe afleverede fra kanten til feltet til en helt fri Gadby, der sendte bolden ved siden af mål fra kort afstand. Her kunne kampen måske være vundet for Avedøre. I stedet scorede Union til føringen på 2-1 kort efter (så ikke rigtig målet, da jeg var krøbet i læ for den silende regn under et træ et stykke bag den ene baglinje). Målet scoret af Jacob Østbjerg Jørgensen, efter 59 minutter, så jeg i kampreferatet.
Avedøre havde dog chancer til udligning, men både Anders Kjøller og Nicklas Antonsen fik ikke ramt målet i de situationer. Union viste tænder og havde efter 77 minutter en stor scoringschance, inden det lykkedes at score for Mike Angelo Poulsen (tidl. Avedøre) efter 81 minutter, da Avedøre var uopmærksomme i højre forsvarsside. I slutminutterne prøvede Avedøre at presse på, hvilket skabte chancer til Union, bl.a. til Emil Skamby (tidl. Avedøre). Martin Nordentoft sendte kort før tid frontangriber Mathias Redke af sted, men hans skud fik målmanden styr på lige inden slutfløjtet.
Ud over Rasmus Siggaard var der også afbud fra Sebastian Tan, der er i Jylland, og fra Oliver Larsen, der er blevet syg.
Der var overraskende mange tilskuere trods den silende regn. Vi savnede (lidt) de 5 herrer med fruer, der er på ferie i Thailand disse dage. Der var også flere hunde på stadion, bl.a. en rottweiler, der ikke virkede særlig venlig, i hvert fald ikke over for mig! Men jeg holdt jo også med fjenden. Jeg savnede også Buller til at sætte den meget store hund på plads.
Den næste DS-kamp spilles lørdag den 19. oktober ude i Nymosen mod GVI kl. 13.00.
Mål: Niklas Thomsen
Forsvar: Mathias S. Christensen – Jonathan Villadsen – Niklas Myhrmann (anf.) – Mikkel Schmelling
Midtbane: Nicklas Antonsen – Martin Nordentoft – Mathias ”Mini” Johansson – Simon Boe Nielsen
Angreb: Anders Vibe Kjøller – Mathias Redke
Indskiftet: Mikkel Reimer-Gadby (15´ Mathias ”Mini” Johansson) – Marc Rosenmejer (82´ Anders Vibe Kjøller) – Phillip Bo Henriksen (82´ Simon Boe Nielsen)
Ikke benyttet: Nadeem Al-Bahadeli – Jacob ”Shakes” Rasmussen