Menu

Nederlag i serie 2 til topholdet Ølstykke

image logo
Per Myhrmann
12. oktober 2019 kl. 10:12
Tabte med 0-5 efter en god 1. halvleg

Referat af serie 2-kampen Avedøre – Ølstykke –0-5 (0-1).

Fredag aftens modstander var duksen i række, Ølstykke. Så det var ventet, at det ville blive svært at hente point for det trængte mandskab fra Avedøre i serie 2.

Jeg så en første halvleg i øsende regnvejr, hvor Avedøre var helt med, og måske endda spillede bedre ude på banen end Ølstykke. På midten havde Nick Ilsø, Kim Gurskov og anfører Michael Bo Hansen rigtig godt fat og holdet kom frem til flere gode muligheder for en scoring gennem de første 45 minutter. På kanterne huserede driblestærke 17-årige Zenas Addai-Baffour på den højre kant, og erfarne Thomas Petersen sendte fra venstrekanten mange gode pasninger og dækkede samtidig flot op. Afleveringerne til frontløber Patrick Dalby lykkedes imidlertid ikke, så Dalby fik ikke de største chancer. I forsvaret stod Brian Jensen, Patrick Olsen, Patrick Nielsen og unge Mathias Kuch flot, og Ølstykke kom frem til færre chancer end forventet. Halvlegsføringen på 1-0 fladt allerede efter ca. 10 minutter, da en stikning i dybden bragte ølstykkeangriberen fri, og let kunne sende bolden forbi Avedøre målmand, Jack Overby. Han måtte tage målmandstrøjen, da Lucas Thers var syg og ikke kunne spille. På bænken befandt sig derfor kun Nick Routhe, da også Martin Nielsen havde meldt forfald i løbet af dagen.

Efter pausen kom scoringerne til Ølstykke, så det endte med en sikker sejr til gæsterne. At det gik sådan kan ikke undre. Med kun 12 spillere til rådighed, hvoraf flere ikke træner mere end højst én gang i løbet af ugen, så forsvinder kræfterne sandsynligvis i den sidste del af en kamp.

I de tre sidste kampe inden julepausen møder Avedøre de to hold, der ligger lavere placeret i rækken. Jeg håber, at vi i de sidste tre kampe kan vende situationen og lave 7 point, som Avedøre gjorde i de første tre kampe.

 

Den næste kamp spilles lørdag den 19. oktober kl. 15.30 på udebane mod Herstedøster.

Luk