Nederlag i Hørsholm
Referat af SS-kampen Hørsholm-Usserød – Avedøre – 4-1 (4-1).
Påsken startede godt sidste weekend, men påskedagene blev ikke den store glæde for Avedøres Sjællandsseriehold. Det sørgede Hørsholm-Usserød for, så Avedøre igen ligger på en af de pladser i rækken, som kan give nedrykning.
Det blev en lang kamp på flere måder. Bagud 1-4 ved pausen betød op ad bakke, og kampen blev forsinket et kvarter, da dommeren efter 3 minutters spil måtte fløjte til ekstra pause pga. fodboldmål, der var til fare for spillerne.
Da kampen blev genoptaget, startede Hørsholm med at score, fordi Avedøre set udefra stadig holdt pause og ikke gjorde meget for at forhindre modstanderen i at komme helt fri foran en prisgivet Bo Kampmann-Lassen. Martin Nordentoft kunne så ti minutter senere udligne med et hovedstød efter forarbejde af Bjørn Jensen, og man fornemmede, at Avedøre kunne vende kampen til egen fordel.
Men så indfandt fejlene sig. I løbet af de sidste 10 minutter af 1. halvleg scorede Hørsholm 3 lette mål. Først på et ufarligt hovedstød fra lang distance. Den burde Bo Kampmann-Lassen måske have haft fat i, og 5 minutter senere sendte tilbagevendte anfører Kim Gurskov en aflevering lige i fødderne på en modstander. Og så scorede Hørsholm ugæstfrit igen. Lige inden pausefløjtet holdt den ene linjedommer allerede pause, da han ikke vinkede en klar offside. Avedøre var nede med 3 mål og måtte også starte 2. halvleg nede med 1 mand, da Christian Sustmann Larsen fik et gult kort efter scoringen for brok mod dommer og linjedommer. Chriller var, som resten af Avedøres spillere, svært utilfreds med håndteringen af reglerne fra de tre gulklædte dommere.
Gennem hele kampen var der ikke mange chancer ud over dem, Avedøre gav væk. Det blev ikke bedre af, at Avedøres spillere bragte for megen energi på at brokke sig over dommerkendelserne, og også indbyrdes blev der talt meget negativt spillerne imellem. Når det ser svært ud må man rykke sammen og vise sammenhold, ellers kommer man ikke tilbage i en kamp bagud med 3 mål.
For første gang i lang tid spillede man uden Mikkel Schmelling, der var skadet. Også afbud af private årsager fra Anton Holm og Victor Nøhr. Et par af disse spille vil nok vende tilbage i næste kamp, specielt hvis det viser sig, at Bjørn Engeltoft ikke kan spille. Han måtte udgå med en skade i 2. halvleg i Hørsholm.
’
Den næste kamp i SS er på hjemmebanen i Zebrafolden mod Birkerød, og den spilles lørdag den 23. april kl. 12.00.
Mål: Bo Kampmann-Lassen
Forsvar: Wasim Imad Alwan – Bjørn Engeltoft – Mathias S. Christensen – Phillip Bo Henriksen
Midtbane: Rohullah Zalmai – Niklas Thomas – Kim Gurskov (anf.) – Martin S. Nielsen
Angreb: Bjørn Jensen – Martin Nordentoft
Indskiftet: Christian Sustmann Larsen – Marco Ilsø – Patrick Tra-Bi