Nederlag i første testkamp
Klubbens logo
Tabte 1-5 mod GVI fra DS
Tirsdag den 26. juli drog Avedøre IF til Nymosen i Vangede for at møde GVI, der til daglig optræder i Danmarksserien. Værterne har haft et forrygende forår med mange sejre og med en hjemmebane som et nærmest uindtageligt fort, og det blev desværre ikke Avedøre, som erobrede GVI'ernes bastion. Hjemmeholdet sejrede med 5-1, hvilket fint afspejlede forskellen på de to hold, uden Avedøre-spillerne på noget tidspunkt lagde sig ned.
Med blot halvanden uge til sæsonstart for GVI var det naturligt, at hjemmeholdet havde mere krudt i kanonerne end Avedøre, som blot havde et par træningspas i benene. Flere AIF-spillere havde endda stadig til gode at snøre støvlerne for første gang siden den fornemme og succesfulde overlevelseskamp i begyndelsen af juni, og det kunne naturligt nok spores i spillet på banen som kampen skred frem.
Trods en god AIF-start satte GVI sig hurtigt på begivenhederne og bragte sig foran efter et skarpt indlæg fra højresiden blev banket ind i netmaskerne bag en sagesløs Frederik Hansen. Avedøre lykkedes længe med at holde GVI fra store tilbud, men da man for en kort bemærkning spillede med 10 mand, fordi Anton Holm var ude for at sunde sig, blev ubalancen straffet, og GVI gjorde det til 2-0, som var stillingen ved. pause.
Fine første 45 minutter af Avedøre. Spillerne åd sig selv og fik masser af gode kilometer i benene, og med lidt mere skarphed var det også blevet til et mål i den modsatte ende.
2. halvleg var med at finde i ryggen, og det manglede også bare, for selv de karseklippede hos Avedøre havde tilbagestrøget hår efter de første 45 minutters stride modvind.
Avedøre startede stærkt, og havde formen, skarpheden og kendskabet til hinanden været bedre, kunne to bolderobringer tæt på GVI's sidste tredjedel sagtens have bragt de zebrastribede helt tæt på Vangedes stolte sønner.
I stedet gik det, som det ofte går, når man ikke tager vare på sine chancer. Modstanderne slår kontra og målscorer. GVI gjorde det til 3-0 og 4-0, inden der manglede 20 minutter. Trætheden og kramperne havde for længst meldt sin ankomst, alligevel fremtvang en gennem hele kampen hårdt kæmpende Mohamed El-Hasnaoui et straffespark, som Bjørn Jensen sikkert eksekverede.
I de døende minutter fik GVI scoret endnu en gang, og dermed kunne facit gøres op til 5-1, da dommeren kort efter fløjtede for sidste gang.
En glimrende træningskamp for Avedøre, der fik knoklet i 90 minutter et tempo, der var noget højere, end det sædvanligvis er i Sjællandsserien. Vigtigst af alt kom holdet igennem kampen uden skader. Der er stadig god tid til at finde formen, og flere spillere melder deres vej tilbage fra ferie de kommende dage, så belastningen kan fordeles fornuftigt ud, inden det for alvor går løs mod Liria lørdag den 13. august klokken 13.00.
Opstilling: Frederik Hansen - Nikolai Lukassen, Anton Holm, Martin Nordentoft, Mikkel Schmelling - Rozullah Zalmai, Mathias S. Christensen, Ali Koyuncu, Martin 'Jern' Nielen - Aymen Lamlil, Mohamed El-Hasnaoui. Bænken: Bjørn Jensen, Bjørn Engeltoft, Wasim Alwan, Marco Ilsø og Jesper Kristoffersen.
PS: Så skal der lyde en stor tak til Bullers Drenge for opbakningen. Og så er det svært at undlade en kommentar til det faktum endnu en gang at opleve et hold spille sine kampe på kunstgræs. Gentofte Kommune, en af landets rigeste, har også valgt den vej. Nuvel, det er muligt, man går mere op i dyr rødvin, finere fransk madlavning og kunstauktioner hos Bruun-Rasmussen, men fodbold smager nu bedst, når man nyder en øl, en pølse og kampen spiller på græs - særligt i juli måned.