Misvisende resultat for førsteholdet i SS
Referat af SS-kampen Avedøre – Rudersdal – 1-5 (1-2).
Første hjemmekamp i Zebrafolden i meget lang tid var der set frem til. Man havde ikke spillet på banen siden foråret 2021. Renoveret bane og nye mål, kolde drikkevarer og varme pølser fra boden var sammen med dejligt forårsvejr rammerne om denne kamp. Det kunne ikke være bedre.
Avedøre startede stærkt og var dominerende de første 20 minutter. Bjørn Jensen bragte Avedøre foran 1-0 og Martin ”Jern” Nielsen havde en stor mulighed for at få øget stillingen til det dobbelte i første halvdel af første halvleg. Men så missede rutinerede Mikkel Schmelling et hovedstød på midten af banen, og Rudersdal udlignede. Rudersdal havde umiddelbart efter et hårdt skud på underkanten af overliggeren. Godt 10 minutter senere kom Rudersdal så i front 2-1, hvilket holdt til pausen. Lidt underlig fornemmelse for hjemmeholdet, der havde domineret starten af kampen.
Det forventede man så, at der blev taget revanche for efter pausen. Men et par minutter var spillet, og så stod det 1-3 efter et smart mål med hælspark bag om støtteben af Mathias Kjær.
Avedøre pressede stadig på, men 10 minutter i straffeboksen efter gult kort til anfører Kim Gurskov efter brok til dommeren dæmpede presset. Det var eller helt berettiget, da dommeren overså et straffespark til Avedøre. Men dommeren har altid ret.
Kim Gurskov kom på banen igen og Avedøre pressede voldsomt på og havde flere gode chancer. Marco Ilsø fik bolden forbi målmanden, men en modstander fik reddet på stregen, inden bolden passerede mållinjen. Èn af chancerne havnede på indersiden af stolpen, og så blev det sekunder senere 1-4 på et hurtigt kontraangreb, hvor Avedøres forsvar ikke var helt på plads.
I slutminutterne tog Bjørn Jensen et gult kort, hvor modstanderen mente, at farven var forkert. Rudersdal lukkede derefter til 1-5, hvor Avedøres forsvar virkede noget modløst og usammenhængende.
Der var mødt ca. 120 tilskuere op til kampen i det gode vejr. Jeg håber, at mange kommer tilbage igen den 9. april, hvor der igen spilles kl. 12.00 i Zebrafolden. Det var skægt nok tilskuerrekord dette år med de ca. 120 tilskuere til en hjemmekamp.
Den næste kamp er på udebane mod Gladsaxe-Hero lørdag den 2. april kl. 14.00 på Gladsaxe Stadion.
Mål: Bo Kampmann-Lassen
Forsvar: Phillip Bo Henriksen – Bjørn Engeltoft – Mikkel Schmelling – Wasim Imad Alwan
Midtbane: Rohullah Zalmai – Victor Nøhr Sørensen – Kim Gurskov (anf.) – Martin S. Nielsen
Angreb: Bjørn Jensen – Martin Nordentoft
Indskiftet: Niklas Thomas – Marco Ilsø – Nikolaj Lukassen