Målrig kamp gav sejr 7-4
Referat af serie 3-kampen Avedøre – Bramsnæs – 7-4 (3-1).
En kamp med mange mål og gavmilde forsvar, hvor det første mål var scoret inden der var spillet ti minutter. Målscorer Jack Overby. Thomas Petersen øgede føringen ved den halve time, inden noget rod i forsvaret gav Bramsnæs mulighed for at reducere til 1-2 et par minutter senere. Lige før pausen fandt Nicholas Helstrup med en fin aflevering Besnik Ljoki, som sikkert sendte bolden i det lange hjørne til 3-1.
Anden halvleg var netop startet, da Thomas Petersen fandt Furkan Ciftci med en dyb aflevering, og Furkan tippede smart bolden over målmanden til 4-1. Desværre måtte målmand Steffan Skov lade sig udskifte med dårlig lyske, og Jack Overby tog handskerne på. Thomas Petersen snittede overliggeren med et langskud, inden Besnik Ljoki fra tæt hold bragte Avedøre på 5-1, og Magnus Streton øgede til 6-1 efter forarbejde af Thomas Petersen. Det kunne ligne en storsejr til Avedøre. Men så blev der klumret i forsvaret nogle gange, og det stod 6-3. I denne periode havde både Nicholas Helstrup en chance, og Thomas Petersen et kanonskud, som kunne have øget målscoringen, så det var angrebsfodbold uden forsvar i denne periode. Besnik Ljoki scorede sit tredje må efter flot forarbejde af Oliver Kolkjær Sørensen og Magnis Streton. Men endnu en gang manglende markering efter hjørnespark førte til slutresultatet 7-4.
Mange gode præstationer af spillerne os Avedøre. Chris Lindskow og Thomas Petersen viste, hvorfor de tilsammen har spillet over 300 førsteholdskampe, og de unge spillere Oliver Kolkjær Sørensen, Magnus Streton, Micas Engelhardt Holm, Furkan Ciftci og Besnik Ljoki viste, at de er i fremgang og kan klare sig i seniorfodbold.
På lørdag den 16. juni spilles forårets sidste kamp ude kl. 13.30 mod ærkefjenden Friheden.