Menu

God fight mod topholdet i Sjællandsserien

Per Myhrmann
31. oktober 2021 kl. 10:34
Var ved at få point med hjem, men tabte 1-2 til BSF

Referat af SS-kampen BSF – Avedøre – 2-1 (1-0).

Det var med lidt nervøse trækninger, jeg kørte mod Skovlunde for at se Avedøre mod rækkens duks, BSF, der må anses for favorit til at rykke tilbage i DS til sommer. Avedøre havde afbud fra Kim Gurskov, Bjørn Jensen, Martin S. ”Jern” Nielsen og Mahdi Mansour. Og Nordentoft havde haft problemer med synet hele ugen grundet metalsplinter i øjet. At så også Jonas Bøtker havde meldt afbud på selv dagen, vidste jeg ikke, da jeg startede bilturen.

Men Avedøre startede med et angreb og en kvalificeret afslutning på mål allerede i det første minut. Men trods god indsats fra Avedøres side fik BSF mere og mere fat og var klart farligst i straffesparksfeltet. Frederik Valentin måtte i avedøremålet finde et par redninger frem for at holde målet rent. Det lykkedes indtil det 41. minut. Et smart hælspark i løb væk fra målet hos BSF gav en helt åben chance foran mål, og den blev udnyttet til halvlegsføring for hjemmeholdet.

Efter pausen var føringen ved at blive fordoblet, men hovedstødet på den helt åbne chance ramte overkanten af overliggeren. BSF pressede på. Avedøre fightede flot over hele linjen og havde ære af kampen. Lykken står som bekendt den kække bi. En aflevering fra højre af Phillip Bo Henriksen blev headet bagover fra kanten af straffesparksfeltet, og bolden gik over målmand og i mål til 1-1. Målscorer Victor Nøhr Sørensen. Men 7 minutter før slutfløjtet skete næsten det samme i den anden ende, og så var BSF foran, og kræfterne hos Avedøre var ved at ebbe ud.

En rigtig god indsats af holdet fra Vestegnen, der fightede og løb for hinanden. Assistenttræner Brian Jensen måtte en tur på banen fra start som defensiv midt og spillede sin måske bedste førsteholdskamp for Avedøre; nogen sinde. Der var comeback til den anden assistenttræner, Christian Sustmann, som ikke har spillet med siden 20. august pga. en skade. Anfører for andetholdet, Nikolai Lukassen fik sidst i kampe sin debut for klubbens bedste mandskab.

 

Der var ikke mange tilskuere på kunststofbanen i Skovlunde; hverken fra hjemmeholdet eller udeholdet. Fra Avedøre talte jeg kun to bestyrelsesmedlemmer, en forælder, en fan og undertegnede. Alle fem opførte sig pænt under hele kampen.

 

Den næste og sidste kamp allerede på torsdag den 4. november er på udebane mod Vallensbæk kl. 18.30, og her må der gerne komme mindst et point på kontoen, helst alle tre.

 

Mål:               Frederik Valentin Hansen

Forsvar:         Phillip Bo Henriksen – Patrick Paw Olsen – Mathias S. Christensen (anf.) – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Christian Aabech – Victor Nøhr Sørensen – Brian Jensen – Martin Nordentoft – Marco Nyborg

Angreb:         Marco Ilsø

 

Indskiftet:      Emil Appelt – Christina Sustmann Larsen – Nikolai Lukassen

Ikke benyttet:

Luk