Første hjemmesejr i DS i denne sæson
Referat af DS-kampen Avedøre – Greve –2-1 (2-0).
Den første halvleg var den bedste, Avedøre har spillet i efteråret. Greve var slet ikke med i kampen og havde ikke én eneste chance eller skud på mål de første 45 minutter.
Kort før føringsmålet havde Avedøre kombineret sig igennem ved Mathias S. Christensen og Anders Kjøller, men målmanden tog skuddet. Men han var i det 22. minut prisgivet, da flere førstegangsafleveringer sluttede med, at Nicklas Antonsen spillede Sebastian Tan fri i dybden i feltet, og Tan scorede usvigeligt sikkert. Et meget flot mål. Anders Kjøller havde et godt langskud, og Mathias Redke blev spillet helt fri på midten med en friløber til følge. Men ”Måge” skød ikke bolden forbi målmanden og stoppede op, så to forsvarsspillere fra Greve fik afværget en scoring mere. Men Greve forsvar kunne ikke stille noget op, da et hjørnespark endte på kanten af feltet hos Sebastian Tan, som resolut sparkede bolden hårdt mellem venner og fjender i mål til 2-0, hvilket også var halvlegsresultatet.
Straks i anden halvleg var et indlæg fra Mathias S. Christensen ved at sejle i mål, men målmanden fik den bokset over. Første chance eller skud på mål kom først fra Greve efter 56 minutters spil! Derefter havde Avedøre flere chancer for at øge til 3-0, og alt tydede på en sikker hjemmesejr for første gang i efteråret. Tan fik en stor god chance, men målmanden fik drejet bolden til hjørnespark. Antonsen var for lille til at nå bolden i luften og headede over. Indskiftede Nadeem Addai-Bahadeli driblede sig fri til stor chance, men formåede ikke at passere målmanden. En tremålsføring på dette tidspunkt havde været helt retfærdig.
Men så skete netop det, der ikke må ske. Greve fik tilkendt et straffespark, da en liggende Niklas Myhrmanns hånd/arm blev ramt af bolden. Korrekt dømt efter de nye regler for hands. Straffesparket sparkede Bjørn Paludan ind til 2-1.
Så vendte kampen karakter. Greve var det angribende hold, og Avedøre måtte forsvare den spinkle føring og var nervøse for ikke at vinde. Det gav flere gule kort, fire i alt, til de unge avedørespillere, som måtte kæmpe alt, de havde lært. I overtiden fik Greve den største chance og muligheden for udligning og point, men Jonathan Villadsen sprintede tilbage og ofrede sig på ishockeymaner og smed sig langs jorden, så skuddet ramte hans meget lange krop. Flot af den unge forsvarsspiller.
Efter endnu nogle nervepirrende minutter for Avedøres fans og hunden Buller, fløjtede dommeren endelig af. Første hjemmesejr i år i DS var hjemme, og lad os så tage én mere næste weekend.
Kampen blev overværet af 103 tilskuere og to hunde.
Den næste DS-kamp spilles lørdag den 5. oktober kl. 12.00 i Zebrafolden. Reserveholdet spiller umiddelbart derefter kl. 14.00.
Mål: Rasmus Siggaard
Forsvar: Mathias S. Christensen – Jonathan Villadsen – Niklas Myhrmann (anf.) – Simon Boe Nielsen
Midtbane: Anders Vibe Kjøller – Mathias ”Mini” Johansson – Oliver Larsen – Nicklas Antonsen
Angreb: Sebastian Tan – Mathias Redke
Indskiftet: Nadeem Al-Bahadeli (67´ Sebastian Tan) – Marc Rosenmejer (75´ Mathias Redke) – Mikkel Schmelling (86´ Simon Boe Nielsen)
Ikke benyttet: Lars ”Mål” Nielsen – Michael Bo Hansen