Menu

DS tabte bundopgøret til BSF

image kllubbens loge
Per Myhrmann
18. april 2021 kl. 15:19
Det blev 0-3 i Zebrafolden

Referat af DS-kampen Avedøre – BSF –0-3 (0-1).

Forårssolen tittede frem, men det blev ikke til forår for Avedøre trængte hold i DS denne weekend.

Med Dire Straits i højttalerne var der lagt op til vigtig bundkamp mellem de to hold, der begge havde 11 point på kontoen inden opgøret. Kampen var også meget lige, men uden de store chancer til nogen af holdene i over en halv time. Desværre blev Kim Gurskov knæskadet og blev udskiftet med Abdallah Said efter et kvarter.

Avedøres bedste forsøg i første halvleg tilfaldt netop indskiftede Abdallah Said, der efter 37 minutter kom fri på kanten af feltet, men hans skud blev reddet af målmanden. Minuttet efter skete så det, der ikke måtte ske! BSF kom på 1-0 ved Rasmus Rosenberg, som kunne score fra tæt hold. Avedøre var igen bagud ved pausen.

Avedøre skiftede lidt ud efter pausen. Men første gode chance tilfaldt BSF på et frispark, som Lucas Thers tog sig af og fistede over mål. Efter 54 minutter blev både Nicklas Antonsen og topscorer Marc Rosenmejer sendt på banen for at skabe en effekt til fordel for Avedøre. Men modsat sidste uge blev det ikke denne dag til scoringer for hjemmeholdet, der i nuværende sæson endnu ikke har vundet på hjemmebane. Men efter indskiftningen af de to stamspillere havde Wandifa Danpha et godt hovedstød lige over mål. Et mål her, og det kunne være endt anderledes. Målmand Lucas Thers måtte lave en TV-redning på et frispark, men ellers ikke de mange muligheder i denne del af kampen til nogen af siderne.

Med 8 minutter tilbage ændrede Avedøre til kun tre i bagkæden, da Sameer Shahzad Arshad blev sendt på banen fremadrettet i stedet for midtstopper Jonas Bøtker. Men det gav ikke et positivt udslag. I stedet scorede BSF ved udækkede Emil Tidemand ved bagerste stolpe efter hjørnespark på hovedstød med to minutter tilbage på uret. Wandifa Danpha headede hjørnespark over mål lidt efter, inden Emil Tidemand lukkede og slukkede kampen med scoringen til 0-3 langt inde i overtiden.

 

Kampen blev spillet uden tilskuere, mens to hunde lige kiggede ind.

 

De næste kampe er udekampe. Onsdag den 21. april mod Ishøj kl. 18.30 og lørdag den 24. april i Karlslunde kl. 13.00.

 

Mål:               Lucas Thers

Forsvar:         Mathias S. Christensen (anf.) – Jonas Bøtker– Wandifa Danpha – Magnus Johansson

Midtbane:      Baboucarr Baldeh – Kim Gurskov – Nick Ilsø – Oliver Skjold Larsen – Albin Fetahi

Angreb:         Martin S. Nielsen

 

Indskiftet:      Abdallah Said (15´ Kim Gurskov) – Mikkel Schmelling (46´ Mathias S. Christensen) –Nicklas Antonsen (54´ Baboucarr Baldeh) – Marc Rosenmejer (54´ Albin Fetahi) – Sameer Shahzad Arshad (82´ Jonas Bøtker)

Ikke benyttet: Emil Skjold Larsen – Justice Rwango

Luk