Menu

DS-reserverne tabte også

image logo
Per Myhrmann
15. september 2018 kl. 16:17
Nederlag 0-1 hjemme mod Hundige i serie 3

Referat af serie 3-kampen Avedøre – Hundige – 0-1 (0-1).

Så mistede DS-reserverne de første point, da Hundige i Zebrafolden vandt med 1-0 over Avedøres tophold i serie 3. Ærgerligt at miste de point, fordi det var unødvendigt. Stadig for mange afbud grundet ferie og til dels skader, selv om Kim Gurskov og Christoffer Hebo begge var tilbage efter flere uger. Men kun 12 spillere til dagens kamp, hvoraf flere havde været væk i længere tid, betød manglende kræfter. Desværre var både Mikkel Bang og Mikkel Reimer-Gadby forhindret af personlige årsager. De var ellers begge spilleberettigede og kunne have gjort en forskel med deres erfaring fra DS. Ydermere kunne Phillip Bo Henriksen kun spille den første halvleg pga. af andet gøremål. Så faktisk var der kun 11½ spillere til rådighed for træner Morten Schønnemann.

Men kampen kunne have endt anderledes. Desværre så jeg ikke så meget af kampen grundet bisættelse af klubmanden Bjarne ”Bammer” Nielsen. Inden jeg forlod første halvleg, havde Besnik Ljoki haft et skud på underkanten af overliggeren, som kunne have betydet et anderledes kampforløb. Da jeg kom tilbage fra bisættelsen med 10-15 minutter tilbage af kampen, var Avedøre bagud. Jeg fik at vide, at Hebo havde haft chancen for at bringe Avedøre på måltavlen, men desværre udeblev scoringen fra den unge spiller.

I slutminutterne pressede Avedøre på for en scoring, men desværre havde holdet ikke midlerne til at lukke op for Hundiges forsvar.

I næste uge vender den normale anfører Nicholas Helstrup tilbage efter 3 ugers ferieafbud, og Jesper Hansen forventes ligeledes at kunne give en fod med igen på et af holdene i klubben.

Avedøre må op på hesten igen efter en weekend med to nederlag og en begravelse.

 

På lørdag den 22. september spilles igen i Karlslunde kl. 15.00.

Luk