Menu

Dejlig sejr til førsteholdet i SS

Per Myhrmann
21. maj 2022 kl. 15:43
Albertslund besejret 6-0 i Zebrafolden, og sejren kunne være blevet større

Referat af SS-kampen Avedøre – Albertslund – 6-0 (5-0).

Så fik Avedøre en velfortjent og tiltrængt sejr mod Albertslund. Sejren kunne sagtens være blevet større, men man sparede Bjørn Jensen og Mathias S. Christensen en den største del af kampen, da sejren var hjemme. Martin Nordentoft blev i anden halvleg sat i midterforsvaret, så angrebet mistede lidt power.

Kampen blev vel afgjort fra det 10. til det 14. minut, hvor Martin Nordentoft med to mål og Bjørn Jensen med et mål kom på 3-0. Bjørn Jensen scorede det andet mål på en lang aflevering frem ad banen, og Nordentoft indledte scoringen på flot hovedstød efter aflevering fra Martin ”Jern” Nielsen, og hans mål til 3-0 kom efter smart aflevering fra Kim Gurskov, hvorefter Nordentoft legede lidt med en forsvarer, inden bolden blev sendt sikkert i mål.I det sidste kvarter af første halvleg scorede forsvarsspiller Mikkel Schmelling 2 mål. Det første på formidabelt flot forarbejde af Martin ”Jern” Nielsen, som drev bolden ind fra venstre forbi tacklende modstandere, for derefter at lægge bolden ind foran mål, hvor Schmelling fik sat foden rigtigt på bolden. Schmelling har nu lavet 5 mål i de sidste 3 kampe, de 2 af dem dog i eget net! Schmellings mål til 5-0 var et flot hovedstød efter et hjørnespark fra Rohullah Zalmai.

Efter pausen kom der færre chancer, men flere spillere, der vred sig i smerte på banen. Avedøre fik øget til slutfacit 6-0 på mål af Victor Nøhr Sørensen, da Bjørn Engeltoft fik forlænget et hjørnespark ned i fødderne på ”Viggo”.

En god kamp af Avedøre, som var det dominerende hold gennem hele kampen. Men Albertslund har også været hårdt ramt denne sæson og er allerede rykket ned. Det gælder for Avedøre stadig om at få 6-7 point i de sidste tre kampe, hvis man vil være sikre på overlevelse i SS.

 

Der var kun mødt 50 tilskuere op til kampen, der foregik i vådt og koldt vejr. Desværre var der kun ca. 10 tilskuere, da spillerne til indgangsmusik gik på banen med et ungdomshold i hænderne.

 

Den næste kamp er lørdag den 28. maj i Lundtofte kl. 13.00.

Der spilles pokalkamp tirsdag den 31. maj kl. 19.00 i Zebrafolden mod Holbæk fra DS. Der er til denne LP-kamp gratis entré for tilskuere.

 

Mål:               Bo Kampmann-Lassen

Forsvar:         Wasim Imad Alwan– Bjørn Engeltoft – Mathias S. Christensen – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Rohullah Zalmai – Victor Nøhr Sørensen – Kim Guskov (anf.)  – Martin S. Nielsen

Angreb:         Bjørn Jensen – Martin Nordentoft

 

Indskiftet:      Niklas Thomas – Patrick Tra-Bi – Phillip Bo Henriksen

Luk