Menu

Bedste træningskamp for DS-holdet

Per Myhrmann
24. februar 2019 kl. 10:23
Kastrups DS-hold besejret 4-1

Referat af træningskampen Avedøre – Kastrup (DS) –4-1 (2-1).

 

Denne kamp må siges at være den bedste præstation af Avedøre efter vinterpausen. Ikke kun fordi det endte med en sejr, men spillet var bedre gennem hele kampen, end det havde været i de foregående kampe.

Peter Juul havde igen ændret på seks positioner i startopstillingen, som han har gjort fra kamp til kamp for at prøve mange spillere af i opstarten. Bl.a. var Steven Green med for første gang efter at være kommet hjem fra ferie i Thailand. Steven Green er kommet til fra Fr. Amager og kan blive interessant at følge i foråret. Hans navn udtales i øvrigt på engelsk!

Nick Ilsø havde efter små 10 minutter det første nærgående forsøg. Men det blev Mikkel Bang, der bragte Avedøre i front, da han opsnappede en dårlig aflevering fra Kastrups side. Der var spillet 26 minutter. Et hjørnespark efter 35 minutter førte til lidt klumpspil foran Kastrups mål; bolden endte foran Anton Holm, der bragte Avedøre foran 2-0. Men inden der var gået yderligere fem minutter, førte en kæmpe misforståelse mellem Rasmus Siggaard og Andreas Jensen til en reducering til 2-1. Begge avedørespillere regnede vist med, at den anden tog bolden. I minutterne efter var Kastrup meget tæt på at udligne, inden Avedøre havde fået styr på tropperne igen efter kokset. Inden pausefløjtet havde både Mikkel Rimer-Gadby med et skud lige forbi mål samt Mikkel Bang med et hovedstød, som blev reddet på stregen, muligheder for at øge føringen.

Føringsmålet til 3-1 kom imidlertid 2-3 minutter efter pausen. Steven Green jagtede energisk boldholderen omkring midten og fik tacklet bolden til Kim Gurskov, der strøg mod baglinjen med bolden. Gurskov lagde bolden perfekt fladt skråt bagud ind i feltet, hvor Steven Green var kommet på plads igen. Green bankede bolden i maskerne, så der måske kom en bule i nettet.

Midt i halvlegen havde Kastrup chancerne for at komme tilbage i kampen med to meget store chancer, hvor Avedøre slet ikke havde styr på de bagerste rækker. Men begge gange missede amagerkanerne. Det kunne være blevet 4-1 et kvarter før tid, men dommeren dømte ikke det klare straffespark på Mathias Redke Jensen, som alle udefra kunne se, burde være dømt. Ærgerligt for Avedøres fangruppe, som til gengæld fik vikarierende cheftræner Timos Adraktas til at lave spurt og rejehop på sidelinjen rød i hovedet som én af mesterkokken Kim Holms rejer, som netop er smidt levende på den varme pande. Timos var i dagens anledning alene med holdet, da cheftræner Peter Juul var til barnedøb ikke så langt fra kampbanen. Juul er slet ikke i stand til at underholde på samme måde, som ”Grækeren” gjorde i den anledning

Herefter stod der Avedøre på det hele. Et frispark godt ti minutter før tid tog Mikkel Reimer-Gadby sig af. Som en dansk Messi sparkede han flot bolden over muren og helt op i krogen af målet. Foreløbig årets mål fra ”Messi-Gadby”. Bang var herefter tæt på at nå frem til scoring på en tværbold fra Gurskov, og både Redke og Bang havde yderlige chancer.

 

Den næste træningskamp er først lørdag den 9. marts kl. 11.45 i Frederikssund. Næste weekend er holdet på træningslejr i Tyrkiet.

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Andreas Jensen – Anton Holm – Martin Nordentoft (anf.) – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Steven Green – Kim Gurskov – Mads Eslund – Mikkel Reimer-Gadby

Angreb:         Nick Ilsø – Mikkel Gunthel Bang

Indskiftet:      Sebastian Tan (46´ Mikkel Reimer-Gadby) – Jonathan Villadsen (52´ Anton Holm) – Mathias Redke Jensen (52´ Nick Ilsø)

 

 

                                                                                                                 

Luk