Menu

Avedøre ude af LP

image Klubbens logo
Per Myhrmann
01. september 2020 kl. 22:08
Tabte 0-1 i Birkerød

Referat af LP-kampen Birkerød – Avedøre – 1-0 (0-0).

 

Det var et skuffet mandskab fra Vestegnen, der forlod Birkerød Stadion. De medrejsende tilskuere så heller ikke særlig begejstrede ud over at være sendt ud af LP af Birkerød, som i en træningskamp lige inden turneringsstarten blev besejret 2-0. Måske regnede man med, at det ville gå let.

Det blev en noget kedelig kamp med meget få målchancer i begge ender. Et skud ved siden af mål på et frispark af Mads Eslund i første halvleg, samt en stor chance til Marc Rosenmejer tæt under mål, var de største muligheder i første halvleg for Avedøre. Rosenmejers hovedstød blev sendt et stykke over mål. Birkerød havde deres to bedste forsøg inden der var gået 10 minutter. Men snart 50-årige Lars ”Mål” Nielsen tog sig af det ene skud, og det andet gik forbi stolpen.

Man håbede på en ændring efter pausen, men Avedøre kom endnu mere tamme ud efter det lille hvil. Birkerød kom lettere til nogle spredte forsøg mod mål. Det nærmeste Avedøre kom på en scoring var et hovedstød bagover af Mathias Kuch, der gik mod bagerste stolpe, men der var ingen, der fik bolden sendt mod mål. Minuttet efter blev Rasmus Siggaard passeret i avedøremålet. Birkerød kom til baglinjen og lagde bolden skråt tilbage i straffesparksfeltet. Avedøres spillere i feltet stod meget fladt langt inde i det lille felt, så der var frit skud for spilleren fra Birkerød.

Jeg forventede derefter et større pres fra Avedøres side, men det udeblev, trods man var nede 0-1. Der blev spillet for langsomt, på tværs eller bagud til bagerste mand, gerne målmanden, i en uendelighed. På vejen hjem talte vi om, hvor mange skud Avedøre havde haft mod mål, som Birkerøds målmand måtte tage sig af. Revisionen sagde ”nul skud”, der ramte målet.

Ude af LP kan holdet nu koncentrere sig om DS, hvor der gerne skal komme point på kontoen i de næste kampe.

Aftenens kamp bød på comeback til Mads Eslund og Lars ”Mål” Nielsen. Lucas Thers er stadig skadet og Rasmus Siggaard var til en test i politiet, hvor han er ansat, og kunne først møde op midt i kampen. Jonathan Villadsen var også sent på den pga. arbejdet, og Niklas Myhrmann og Mathias S. Christensen var begge på arbejde inden for ordensmagten. Nicklas Antonsen forventer først at spille kamp den 19. september grundet sin skade.

 

Den næste DS-kamp spilles på lørdag den 5. september kl. 14.15 i Husumparken.

 

Mål:               Lars ”Mål” Nielsen

Forsvar:         Mikkel Schmelling – Michael Bo Hansen – Mathias Kuch – Simon Boe Nielsen

Midtbane:      Mads Eslund – Mathias ”Mini” Johansson (anf.)  – Oliver Larsen – Abdallah Said

Angreb:         Marc Rosenmejer – Anders Vibe Kjøller

 

Indskiftet:      Rasmus Siggaard (28´ Lars ”Mål” Nielsen) – Mathias Redke (46´ Abdallah Said)– Jonathan Villadsen (62´Michael Bo Hansen) – Mehieddine Djarfer-Bey (82´ Mikkel Schmelling)

 

Ikke benyttet: Baboucarr Baldeh – Justice Rwango – Simon Andersen

Luk