Menu

Andetholdet tabte lokalopgøret

image anfører Martin Nordentoft scorede
Per Myhrmann
17. april 2021 kl. 13:17
Rosenhøj vandt 4-3 i serie 2

Referat af serie 2-kampen Avedøre - Rosenhøj - 3-4 (0-4).

Der var set frem til den første kamp i sæsonen, og så oven i købet mod naboen Rosenhøj. Avedøre var iflg. stillingen klar favorit, men der er ændret på en del siden efteråret, da over ti spillere har forladt Avedøres DS-hold, der derfor har suget nogle af efterårets profiler i serie 2 til sig.

Men Avedøres hold så på papiret godt ud, selv om nogle spillere ikke har trænet meget og mange ikke kender hinanden godt. Det bar specielt første halvleg også præg af.

Allerede i andet minut var Rosenhøj ved at komme igennem, da Brian Jensen og målmand Mads Krogager-Jensen misforstod hinanden. Der gik da også kun 2 minutter mere, før Rosenhøj sendte en lang bold frem, og Rosenhøjs Jonathan Henneberg Overby kunne udplacere Avedøres målmand med et fladt spark.

Aymen Lamlil fik en god chance for at udligne efter et kvarter, men den kvalificerede afslutning ramte indersiden af opstanderen. Kort efter bragte Jonathan Henneberg Overby Rosenhøj på 2-0 efter hjørnespark og lidt klumpspil, og i det 19. minut blev en lang aflevering sendt ned over Anton Holm i midterforsvaret, og Jonathan Henneberg Overby fik løftet den over Mads Krogager-Jensen og kunne i kapløb med Brian Jensen lægge den i det tomme mål til et ægte hattrick. Der var ikke spillet 20 minutter, og lillebror var foran med tre mål! Det kunne lige efter være blevet værre for Avedøre, men Rosenhøjs Lukas Viuf Osmundsen udnyttede ikke den helt åbne chance.

Så fik tilbagevendte Patrick Nordahl en kæmpechance for at reducere, men der gik for lang tid med at lægge bolden i det tomme mål, så vildt kæmpende rosenhøjspillere fik afværget målet.  I stedet scorede Rosenhøj til 4-0 efter to store fejl i Avedøres forsvar ved Lukas Viuf Osmundsen. Der var gået 34 minutter.

Avedøre rokerede rundt efter en halv times tid og i anden halvleg. En humpende Brian Jensen udgik, Anton Holm blev rykket frem på midten, og de to rutinerede Martin Nordentoft og Jesper Hansen, med tilsammen over 300 førsteholdskampe, blev sendt ned i midterforsvaret. Det så ud til at have en god effekt.

Allerede i andet minut efter pausen reducerede Anton Holm med et skud efter pres på Rosenhøjs forsvar. Og da først Marco Ilsø på en løs chance jagtede bolden og fik sat hovedet på bolden før målmanden kom til, og Martin Nordentoft derefter (med højrebenet!) bankede Avedøre tredje mål ind til 3-4, var der spænding til det sidste. Der var stadig et lille kvarter til slutfløjt.

Anfører Nordentoft blev sendt frem for at tilspille sig den endelige chance. Den tilfaldt Aymen Lamlil i overtiden, men desværre blev bolden sendt i retning mod det høje hegn til gartneriet Klarskov.

Ærgerligt nederlag og sværere ved at bide sig fast i toppen for Avedøre. Til gengæld sikkert velkomne point til Rosenhøj i bunden af rækken.

  

Den næste kamp spilles ude i Ejby allerede onsdag den 21. april kl. 18.30, og næste kamp igen hjemme i Zebrafolden lørdag den 24. april kl. 10.30 mod Glostrup.

Luk