Menu

4 sejre i 4 kampe til DS-holdet

Per Myhrmann
25. august 2018 kl. 16:09
Taastrup slået 2-0 på eget græs

Referat af DS-kampen Taastrup FC – Avedøre – 0-2 (0-0).

 

Det er meget svært at skrive dette referat af DS-holdets kamp. Det skyldes, at mine arme sidder over hovedet og næsten ikke er til at få ned igen!

Avedøre startede sidst i sæsonen 2005-2006 med 3 sejre i de 3 første kampe i august. Hvornår Avedøre har vundet de første 4 kampe, skal jeg først til at undersøge, men måske går DBU´s lister ikke så langt tilbage.

Det første kvarter var egentlig ok for Avedøre. Holdet havde kontrol, og Mikkel Verlis fik en hovedstødschance efter 15 minutter, men det store tilbud blev sendt over mål. Taastrup havde ikke noget. Men så fik Taastrup mere spil, og Avedøres spil blev rodet og uden struktur. Både Gadby og Ilsø kom frem til afslutninger, men også Taastrup fik sendt et stort tilbud lige over sammenføjningen. I de sidste minutter af halvlegen havde Taastrup to rigtig store chancer. Rasmus Siggaard fik reddet den første, og den anden gik lige ved siden af målet.

Efter pausen fik Taastrup igen muligheden for at bringe sig foran, og jeg frygtede, at Avedøre var ved at slippe taget om kampen. Men stille og roligt arbejdede Avedøre sig ind i kampen og tog kontrollen. Et kvarters tid inde i anden halvleg ramte et frispark Martin Nordentoft, som kunne have lavet sit første sæsonmål. Men Nordentoft manglede nogle centimeters springhøjde, så bolden gik over mål.

Midt i halvlegen kom scoringen ved Mikkel Reimer-Gadby. Han blev spillet fri tæt foran mål af Mikkel Verlis, som lavede et formidabelt træk i venstre side på baglinjen, og hans indlæg omsatte Gadby sikkert til 1-0. I de sidste ti minutter var Avedøre tæt på 2-0 flere gange. Martin S. Nielsen fyrede kanonen af, men målmanden halvklarede, og indskiftede Mikkel Gunthel Bang fik dirigeret et hovedstød nedad mod mål, men målmanden var desværre vågen. Den ”farlige 2-0-føring” kom alligevel ved Mikkel Bang, der afsluttede et hurtigt gennemført kontraangreb af Mikkel Verlis og Mathias S. Christensen, hvis indlæg Bang sparkede i mål til sit første mål efter et års pause pga. korsbåndsskade. Flot indhop.

I overtiden var Taastrup ved at lave selvmål, og siden var de ved at komme helt fri tæt foran Siggaards bur, Men ”Sigge” holdt nullet; igen!

Det mest ærgerlige ved kampen var, at Anton Holm, der havde fået pladsen i midterforsvaret fra den ferieramte Niklas Myhrmann, allerede efter 8 minutter tog sig til baglåret. Skaden var brudt op igen. Efter nogle minutter satte Anton sig ned på banen, og måtte forlade den og se i øjnene, at det endnu engang betyder en pause fra fodbold. Anton Holm ønskes god bedring og snarlig tilbagevenden til truppen.

 

Der spilles næste turneringskamp ude mod Greve søndag den 2. september kl. 15.00.

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Mathias S. Christensen – Jonathan Villadsen – Anton Holm – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Simon Boe Nielsen – Nick Ilsø – Filip Hansen – Mikkel Reimer-Gadby

Angreb:         Mikkel Verlis – Martin Nordentoft (anf.)

Indskiftet:      Martin S. Nielsen (9´ Anton Holm) – Bjørn Jensen (69´ Mikkel Reimer-Gadby) – Mikkel Gunthel Bang (78´ Simon Boe Nielsen)

Ikke benyttet: Lucas Thers – Oliver Larsen

Luk