Menu

Tabte træningskamp 1-2 i Skovlunde

Per Myhrmann
29. februar 2020 kl. 15:50
Periodevis gode takter mod BSF

Referat af træningskampen BSF – Avedøre –2-1 (1-0).

 

Sæsonstarten nærmer sig, og der var færre spillere med til lørdagens kamp mod BSF i Skovlunde, end der har været i kampene inden træningslejren. Desværre var nogle skader til Nicklas Antonsen og under opvarmningen Jack Overby én af årsagerne til de færre spillere.

Kampen var en lige affære, hvor hvert hold havde deres perioder. BSF førte ved pausen med 1-0 på et flot hovedstødsmål efter opspil i højre side og en perfekt aflevering ind foran mål til en udækket BSF´er. Der manglede kun 3 minutter af halvlegen. Gennem den første halvdel havde BSF måske bolden mest, men et godt frispark fra Anders Vibe Kjøller, som målmanden fik klaret i flot stil helt oppe til højre for sig, og en stor chance til Simon Boe, som ikke skød første gang, men prøvede at tage et træk, kunne have givet Avedøre føringen. Men BSF havde da også chancer, bl.a. en meget stor lige inden scoringen, men bolden blev sendt et stykke over mål.

Tre udskiftninger efter pausen hos Avedøre betød comeback efter skader til Mathias S. Christensen og Frederik Simson, hvor sidstnævnte viste gode takter og målfarlighed, dog uden at få scoret. Avedøre begyndte at få meget bedre fat, og det førte efter en dødbold til en løs chance til Niklas Myhrmann, som ikke fik ram på bolden, og til Mathias Redke, hvis skud blev rettet af og gik til hjørnespark. Et kvarters tid inde i halvlegen kom fortjent udligningen, da Mathias Redke sendte et frispark ind foran mål, hvor Simon Boe flot headede den videre i det lange hjørne. Fem minutter efter fandt Boe en fremstormende Frederik Simson foran mål, men hans skud ramte stolpen.

Just som et føringsmål til Avedøre var forventet, gik det galt i den anden ende. Et indlæg blev ikke afværget, og endnu et hovedstødsmål til BSF var en realitet. Niklas Myhrmann indrømmede bagefter, at han nok skulle have haft hovedet på det indlæg. Under ærgrelsen fra udeholdets side fik BSF en kæmpechance for at komme yderligere foran efter en fejlaflevering hos Avedøre. Men Avedøre viste tænder igen. Et godt skud fra Oliver Larsen og et saksespark af unge Nikola Bursac kunne have bragt balance i regnskabet. Men derefter fulgte en periode med mange fejl hos Avedøres bagerste skanser, og BSF kom til flere muligheder, hvoraf den ene bragede på indersiden af den ene stolpe. Sådanne perioder skal Avedøre have nedbragt, inden turneringen starter den 14. marts, ellers kan det gå galt i foråret.

I slutminutterne var Avedøre meget tæt på en udligning, da Mathias S. Christensen fra højre prøvede at ramme Frederik Simson foran målet, men Simson var ikke helt fremme eller manglede nogle længere ben for at kunne få bolden bugseret over stregen.

 

Den næste træningskamp spilles lørdag den 7. februar på udebane mod Ledøje-Smørum kl. 12.00. Bemærk, at kampen er flyttet til Smørum i forhold til den oprindelige plan.

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Michael Bo Hansen – Anton Holm – Niklas Myhrmann (anf.) – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Lars Jacobsen – Mathias ”Mini” Johansson – Oliver Larsen – Simon Boe Nielsen

Angreb:         Mathias Redke – Anders Vibe Kjøller

 

Indskiftet:      Mathias S. Christensen (46´ Michael Bo Hansen) – Nikola Bursac  (46´ Lars Jacobsen) – Frederik Simson (46´ Anders Vibe Kjøller) – Jonathan Villadsen (60´ Anton Holm)

                      Lars Jacobsen og Anders Vibe Kjøller kom på banen igen senere i stedet for Mikkel Schmelling og Mathias Redke

Luk