Menu

Reserverne tabte sidste testkamp 1-2 til Rosenhøj

image logo
Per Myhrmann
13. august 2019 kl. 10:51
En dårlig generalprøve giver forhåbentlig en god premiere

Referat af træningskampen Avedøres (serie 2) – Rosenhøj (serie 3) –1-2 (1-0).

 

En venskabelig træningskamp i opstarten for to hold, der klæder om i samme bygning. Men det gjaldt om ære mere end point, så der blev kæmpet fra begge sider. At Rosenhøj løb med sejren var måske ikke helt fortjent i en meget lige kamp.

Første halvleg bød ikke på de store chancer til nogen af holdene. Avedøres Martin S. ”Jern” Nielsen havde det bedste forsøg fra Avedøres side midt i halvlegen, inden Lars Jacobsen tog chancen og trykkede af efter godt en halv time. Bolden ramte en modstander og gik i en høj flot bue over modstandere og målmand og faldt ned i Rosenhøjs mål.

I løbet af anden halvleg kom der flere chancer i begge ender. Thomas Petersen med over 200 førsteholdskampe lavede en sjælden fejl som sidste mand, men Nicklas Thomsen i avedøremålet reddede, endda i to omgange. Patrick Dalby, som er vendt tilbage til holdet efter års pause, fik en mulighed midt i halvlegen, men fik ikke rigtig ram på bolden. Minutterne efter fik Rosenhøj et tvivlsomt straffespark, da nye Tobias Frøkjær (tidl. HIF) ramte Rosenhøjs Jonas Jensen let på benet, så Jonas lagde sig ned. Men dommeren burde måske ikke have fløjtet, sagde selv Jonas Jensen efter kampen. Med ti minutter igen scorede Rosenhøj et flot mål ved Rasmus Rosenberg, men opdækningen hos Avedøre kunne have været bedre. Men mange udskiftninger og nye folk gør det svært at spille et andethold sammen for træner Morten Schønnemann. Lige efter føringsmålet kunne Marc Rosenmejer have bragt balance i regnskabet, men hans hårde skud, efter at have trukket sig fri i feltet, ramte desværre stolpen. Jack Overby kunne også have bragt Avedøre på 2-2 i slutminuttet, men det godt lagte frispark fra Thomas Petersen kunne Overby ikke få styr på og omsat til mål.

Ud over Tobias Frøkjær var også Jonas Krogh Nielsen (tidl. HIF) og Taha Noor (Avarta) med i kampen som nye folk. De to førstnævnte har allerede meldt sig under zebrafanen.

 

På lørdag den 17. august spilles første turneringskamp for reserverne ude mod B77 fra Rødovre kl. 13.00.

Luk