Menu

Igen 1-0 i Zebrafolden til DS-holdet

Per Myhrmann
18. august 2018 kl. 18:53
Denne gang blev BSF slået 1-0

Referat af DS-kampen Avedøre-BSF (Ballerup/Skovlunde)-1-0 (1-0).

For første gang siden jeg tiltrådte som sportschef i 2010, er Avedøre startet med 3 sejre i de 3 første kampe i august. Men det skal ikke blive en sovepude. Sidste år startede vi med 7 point i 3 kampe og var tæt på Sjællandsserien!

Jeg har ikke så mange notater fra første halvleg, fordi jeg tog billeder/fotos. Men Avedøre virkede som kontrollerende, og BSF kom ikke frem til nogle chancer overhovedet. Avedøre var heller fremme til de store muligheder, men da Avedøre i det 42. minut fik et frispark uden for feltet, kom scoringen på det direkte frispark. Mikkel Reimer-Gadby sparkede i Messi-stil bolden over muren, den dykkede, og den sad i det nærmeste hjørne. God detalje, som nok indbragte Gadby titlen som dagens spiller; igen. Så vidt jeg ved, var Gadby i torsdags længere tid på træningensbanen med nogle andre for netop at øve frispark. Det kan betale sig at øve sig og træne! Inden pausen kunne Martin Nordentoft have bragt Avedøre på 2-0, men den rutinerede spiller fik ikke bolden forbi målmanden, trods han var alene med ham efter et godt løb.

I starten af anden halvleg havde Avedøre stadig kontrollen. Filip Hansen havde et skud lige over, og Gadbys skud blev viftet over mål til hjørnespark. Med et kvarter igen rettede Niklas Myhrmann et hjørnespark af ved forreste stolpe, men bolden gik over det nærmeste målhjørne.

De sidste ti minutter blev svære for Avedøre. Som ventet. Rasmus Siggaard kom endelig i kamp og reddede det første skud på mål fra BSF i kampen. Samme minut havde BSF en kæmpechance, som blev sendt i gartneriet (næsten). Nordentoft havde godt nok et kanonskud i sidenettet i denne periode, men det var BSF, der producerede chancerne i denne del af kampen. BSF havde et nyt skud over mål, og to minutter før tid ramte bolden overliggeren og gik i spil igen. Heldigt for Avedøre. I overtiden måtte Siggaard igen ud i fuld længde og slå et godt fladt spark uden om stolpen til hjørnespark.

En god præstation af Avedøre, trods problemerne til sidst. Der var debut til Oliver Larsen, kommet fra HIF´s U19, og Mikkel Bang var med for første gang siden sin korsbåndsskade og -operation for netop ét år siden. Truppen ser god og bred og, og humøret i omklædningsrummet er selvfølgelig i top i denne tid.

Der spilles næste turneringskamp ude mod Taastrup lørdag den 25. august kl. 13.00.

Der var kun 89 tilskuere i det gode sommervejr. Det kan skyldes, at Paltorp havde fødselsdag og Bo Jensen skulle giftes. Til lykke til dem. Men det kan koste tilskuere! Hold fødselsdag og bliv gift i sommerferien eller omkring jul!

Hunden Buller var igen mødt op med sin avedøretrøje og sad ved de nye bandereklamer ”Bullers Drenge”, som blev sat op inden kampen, hvor sponsorerne Claus og Johnny var mødt op til seancen. Der var også en hund, der hed Fie. Det var en King Charles Cavalier. Den er der også ofte.

Efter kampen var der igen hygge ved boden for vinderne, og kampens spiller blev kåret. Det blev igen (!) Mikkel Reimer Gadby. Måske fordi frisparket gik lige i kassen. Det var mange aspiranter til titlen. Man skal passe på med at nævne nogle få, men jeg prøver alligevel: Mikkel Schmelling, Jonathan Villadsen, Filip Hansen, Nick Ilsø, ………og alle de andre.

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Mathias S. Christensen – Jonathan Villadsen – Niklas Myhrmann (anf.) – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Simon Boe Nielsen – Nick Ilsø – Filip Hansen – Mikkel Reimer-Gadby

Angreb:         Mikkel Verlis – Martin Nordentoft

Indskiftet:      Oliver Larsen (55´ Mikkel Verlis) – Mikkel Gunthel Bang (80´ Nick Ilsø) – Martin S. Nielsen (86´ Simon Boe Nielsen)

Ikke benyttet: Frederik Valentin Hansen – Lirim Aliti – Christoffer Hebo Smith

Luk